Hundeposer flyder i åer
Poser med hundelorte flyder rundt i de aarhusianske vandløb. Kommunens folk samler flere og flere hundeposer op, som hundeejere har forsøgt at drukne.
Et stigende antal poser med hundelort ender i vandløbene i Aarhus. Det oplever kommunens folk, der renser vandløb og altså samler de fyldte poser op.
»Før i tiden fandt vi en enkelt hundepose, når vi rensede vandløb, men det nøjes vi ikke med længere. Det er et stigende problem med hundeposer,« siger Poul Just, der er åmand ved Natur og Miljø i Aarhus Kommune.
Let adgang til vand
Problemet med hundeposer, der kastes ud i vandet, er især stort i Solbjerg, Beder og i Hjortshøj.
»I Hjortshøj Bæk i Egå lufter beboerne hund langs bækken. Her har nogle en praksis for at samle lorten op i hundeposer, hvorefter man så smider posen ud i åen. Sidste år samlede Aarhus Kommunes åmænd på en kort strækning omkring 500 af sådanne poser op med et ulækkert, ”velgæret” og oppustet indhold,« fortæller Lars Spring, der er Miljøtekniker ved Natur og Miljø i Aarhus Kommune.
Kommunen oplever, at det især er i de områder, hvor offentligheden har let adgang til vandløb, at tendensen er størst.
»Vi finder hundeposer drivende omkring i de bynære områder, hvor der er parker og lignende, og hvor folk går tur langs vandløbene. Der dropper de hundeposer ud i vandløbene,« siger Poul Just.
»Kujonagtigt«
Poul Just er træt af hundeejere, der slynger hundeposer ud i vandløb.
»Det er kujonagtigt gjort af hundeejerne. Det er fejt. De har købt hundeposer og går og reklamerer med dem. De har deres hundeliner klistret til med hundeposer, så alle folk kan se, at de har poser med. Så samler de hundelorten op, hvis de føler, at nogen ser på det. Efterfølgende har de ulejligheden med at smide det ud i vandet til trods for, at de går forbi skraldespande, de kan putte dem i eller tage den med hjem. Det hører sig ikke hjemme,« siger Poul Just.