Cityforening: Vejarbejde i december er uheldigt

Aarhus Kommune afviser kritik af de mange vejarbejder.

Artiklens øverste billede
Vejarbejde på Ringgadebroen. Foto: Ole Lind

Aarhus Kommunes vejafdeling tager for lidt hensyn til julehandelen, mener Aarhus City Forenings direktør, Claus Bech.



Et reparationsarbejde er netop sat i gang på Ringgadebroen med indsnævring af vejbanen. Også på Randersvej er der vejarbejde, og i forvejen er der sket en permanent indsnævring ved Skovvejen/Dronning Margrethes Vej.



Alt i alt gør det livet vanskeligere for bilisterne, og det er ikke godt nyt for handelslivet, som allerede er under pres som følge af den økonomiske krise - og som håber på en god julehandel.



»Jeg forstår simpelt hen ikke, at man sætter nye vejprojekter i gang i december, når alle ved, at det er en meget vigtig måned for de handlende. Det er et meget uheldigt tidspunkt og virker ikke særligt velovervejet,« siger Claus Bech.



Han understreger, at Aarhus City Forening har fuld forståelse for, at vejprojekter selvfølgelig skal udføres. Men han efterlyser en større koordinering, så man ikke generer de mange udenbys gæster, der strømmer til Aarhus i december.



Ekstra hensyn



I Aarhus Kommunes trafik- og vejafdeling mener man ikke, der er hold i kritikken.



»Vi tager altid ekstra hensyn både i forhold til julehandel, januarudsalg og i forbindelse med de forskellige events, der foregår i midtbyen. Det har vi også gjort med de igangværende reparationsarbejder, og det er derfor, at vi har stillet skærpede krav til arbejdet,« siger vejchef Michael Kirkfeldt.



Ifølge vejchefen kan man ikke kritisere, at der både er arbejde i gang på Ringgadebroen og Randersvej, da få trafikanter skal passere dem begge.



I øvrigt foregår arbejdet på Ringgadebroen uden for myldretiden.



»Vi har overhovedet ikke noget mål om at genere trafikanterne. Vi har ekstremt meget fokus på fremkommelighed og tænker altid på, hvordan vi håndterer trafikafvikling under anlægsfasen,« siger Michael Kirkfeldt.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen