Rotter på loftet i Åbyhøj

Det er efterår og sæson for rotter. En skole i Åbyhøj har senest haft besøg af skadedyret.

Den er lille, lodden og forhadt. Og så er den ihærdig - skadedyret rotten.

For en uge siden måtte børnehaven Gammelgården lukke ned midlertidig, efter personalet havde fundet rotter. Og nu er det Gammelgårdsskolen i samme område i Aarhus, der i forrige uge har haft besøg af det smitsomme dyr.

Skolens pedel Bent Rasmussen opdagede rotte-ekskrementer på et toilets loft, og sammen med rottefængeren gik de i aktion:

”Og efter et par dage røg der sgu en rotte i fælden,” siger han og fortæller, at et utæt kloakrør var skyld i hele postyret.

Ingen betydning

Men rottefundet på Gammelgårdsskolen har - i modsætning til børnehavens situation – ikke fået konsekvenser for børnene.

”Toilettets loft, hvor der kun var spor af rotten, er et lukket område, så jeg låste toilettet af, og vi fik det ordnet,” siger Bent Rasmussen.

Søger ind nu

Rotter på loftet – og andre steder – er typisk for årstiden.

Det fortæller Lene Nørskov fra Aarhus Kommunes rottebekæmpelse. Når hun og kollegerne modtager et opkald fra en institution, skal de rykke ud inden for to timer.

”Vi får flere rotteanmeldelser, når det bliver koldt. Så søger de mere ind. Men generelt kan man sige, at rotterne er der, hvor der er et dårligt kloaksystem,” siger hun.

Har du haft besøg af rotter i efteråret?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen