Formand: Netkunder snyder sig selv
Formanden for gågadeforeningen Strøget Aarhus undrer sig over, at handel på nettet vokser. Gør du også?
Ifølge en ny undersøgelse, som Dansk e-handelsanalyse har fået udarbejdet, vokser internethandlen i Danmark, og flere end tre millioner danskere handler på nettet.
Lars Svendsen, der er formand for gågadeforeningen Strøget Aarhus, finder det ubegribeligt, at så mange køber på nettet.
At handle er efter hans mening ikke bare et spørgsmål om at erhverve en vare. Det skal også være en oplevelse.
»Jeg er målløs over, hvad folk kan finde på at købe over internettet. Efter min mening er det plim i kasketten at købe en vare på nettet, hvis man kan gå ned i byen og få det samme produkt i en butik og samtidig en oplevelse oveni,« siger han.
»Når man fratrækker udgiften til forsendelse, er det ofte ikke engang billigere at handle på nettet. Jeg kunne aldrig selv finde på det, medmindre der var tale om en vare, som jeg simpelt hen ikke kunne købe andre steder,« siger Lars Svendsen.
På gade og net
Direktør Claus Bech, Aarhus City Forening, er ikke i tvivl om, at det optimale for butikkerne er at være til stede både fysisk og på nettet.
»De forretninger, der formår både at have en fysisk butik og være på nettet, vil klare sig bedst på sigt,« mener han.
Den tidligere professionelle fodboldspiller i bl.a. AGF og på landsholdet Marc Rieper har netop etableret netbutikken BA 10 som supplement til sko- og tøjbutikken Bisgaard Aarhus i Badstuegade.
»Vi havde vækst i de første fire år i Bisgaard, men det er stoppet, og måske er der også lidt tilbagegang. Men det har mere end hentet sig selv hjem igen på netdelen,« fortæller Marc Rieper.
Fingrene i gryden
Hustruen Charlotte passer den fysiske butik, mens han selv passer netbutikken, og samspillet har en række fordele.
»Hun køber varer ind og har til daglig fingrene nede i gryden og ved, hvad der interesserer kunderne. Hvis vi kun havde haft netbutikken, ville vi ikke ane, hvad folk tænker, når de shopper rundt på hjemmesiden. Så de to butikker supplerer hinanden helt fantastisk,« siger han.
»Nogle kunder har måske været i butikken og haft varen i hånden, og så overvejer de det og venter måske til lønningsdagen og bestiller så varen på nettet. Nogle af de ting, vores Aarhus-kunder køber på nettet, ville de måske have købt i butikken, hvis nettet ikke havde været der,« lyder Marc Riepers udlægning af forbrugernes adfærd.
Synes du også, at indkøb på nettet bør vælges fra og at oplevelsen i butikken er vigtigere end prisen.
Giv din mening til kende.