Mindre svineri i forstæderne
For første gang har Aarhus Kommune brugt færre penge på at rydde op efter folk, der smider affald.
Aarhus Kommunes forvaltning for Natur og Miljø kan for første gang konstatere et fald i beløbet, som man årligt bruger på de såkaldte sweeperteams.
De sendes ud, når aarhusianerne efterlader henkastet affald rundt omkring i kommunen.
Selvom faldet blot er på 27.000 kr., sammenlignet med 2010, skaber det glæde hos Kim Gulvad Svendsen, afdelingschef i Natur og Miljø for kommunens grønne områder.
Han kan konstatere, at sweeperholdene har været i det centrale Aarhus i samme grad som normalen, mens besparelsen skal findes i byens yderområder.
»Vi har haft en lille besparelse. Om det skyldes dårligt sommervejr eller en adfærdsændring, tør jeg ikke sige, men jeg glæder mig over, at det er første år, vi kan se beløbet falde,« siger Kim Gulvad Svendsen.
Aarhus Kommune bruger årligt 32 mio. kr. på at fjerne affald.
Man har derfor forsøgt at sætte massivt ind for at ændre på borgernes vaner, hvor skraldet for ofte rammer ved siden af skraldespanden og ikke ned i den.
Rotten og blotteren
Bl.a. har man klistret reklamer på skraldespande, hvor billeder af en rotte og en blotter kækt er akkompagneret af en tekst, der lyder, at rotten plejede at gå sulten i seng, og at blotteren tidligere var byens klammeste svin »men så ramte du ved siden af«.
Ifølge Kim Gulvad Svendsen må man vente lidt endnu, før det kan fastslås, om kampagnen har haft en effekt.
»Det bliver spændende at følge næste år, om vores indsats har været med til at få folk til at tænke sig om, eller om besparelsen skyldes en regnfuld sommer. Vi må vente et par år endnu, før vi kan drage konklusioner,« slår han fast.