429 mio. i forskel på samme kræftcenter
Hvis prisen er afgørende, har Aarhus en fordel i kampen om et superkræftcenter.
Aarhus og København ligger i kappestrid om at få landets kommende superkræftcenter, og det ser ud til, at aarhusianerne kan have en prisfordel, skriver P4 Østjylland.
Prisoverslaget fra København lyder på, at det vil koste 724 millioner kroner at bygge bygningerne til det kommende nationale center for partikelterapi til kræftpatienter ved Rigshospitalet.
Overslaget på centret, hvis det skal opføres i Aarhus, lyder på 295 millioner.
Grundige analyser
Det fremgår af Region Midtjyllands og Rigshospitalets ansøgninger.
Rigshospitalets direktør Torben Stentoft har ikke umiddelbart et svar på, hvad der er årsagen til den voldsomme prisforskel.
"Jeg ved jo ikke, hvordan man regner i Region Midtjylland. Men vores eget projekt er baseret på meget grundige analyser, og jeg ved, at vores projekt holder," siger han til P4 Østjylland.
Ekspertafgørelse
Han mener, at forskellen kan dække over hvilke faciliteter, der er medregnet i de to forslag.
”Det er svært at forestille sig, at håndværkerudgifterne er så meget billigere i Region Midtjylland end i København, så det må være nogle andre ting, der ligger til grund for prisforskellen," siger Torben Stentoft.
Et internationalt ekspertudvalg skal tage stilling til, hvor det prestigefyldte milliardanlæg skal placeres.
Kilde: P4 Østkylland