Bedrageri-håndbog vækker vrede
”Håndbogen i socialt bedrageri” giver eksempler på svindelnumre. »Vanvittigt«, siger tidligere minister. Hvad mener du? Giv din mening til kende.
Tidligere socialminister, folketingsmedlem Karen Jespersen (V), er oprørt over en håndbog i socialt bedrageri, som Aarhus Kommune har udarbejdet og lagt på sin hjemmeside.
»Det lyder vanvittigt, at Aarhus Kommune udgiver en decideret vejledning i, hvordan man begår socialt bedrageri. Kommunen burde forhindre socialt bedrageri i stedet for at vejlede i, hvordan man begår det,« siger Karen Jespersen.
Hun har bedt sin partifælle, beskæftigelsesminister Inger Støjberg, om en kommentar til håndbogen, der på forsiden angiver, at den er en »step-by-step guide til at få flere penge mellem hænderne«.
Borgerservice under Aarhus Kommune udgav ”Håndbogen i socialt bedrageri” for et halvt års tid siden, og chefen for afdelingen, Lene Hartig Danielsen, forklarer, at initiativet er et forsøg på - med et strejf af humor - at informere om og advare mod et alvorligt samfundsmæssigt problem, nemlig socialt bedrageri med brug af proformaadresser.
Til Aarhus Kommunes hjemmeside og "Håndbogen i Socialt Bedrageri"
På en af bogens første sider står der således, at »ingen dele af denne bog må benyttes som gængse livskompetencer, da det både er ulovligt og naturligvis strafbart, såfremt det bliver opdaget. Og det gør det«.
”Håndbogen i socialt bedrageri” opremser en række eksempler på, hvordan svindelnumre udføres, men den er bestemt ingen vejledning i, hvordan man begår socialt bedrageri, forsikrer Lene Hartig Danielsen.
Med et smil på læben
»Den er et forsøg på at fortælle historien om, hvor kreativt folk har været nødt til at indrette sig for at begå socialt bedrageri. Når vi bruger ordet ”håndbog”, er det selvfølgelig med et smil på læben,« siger Lene Hartig Danielsen.
Karen Jespersen, der er medlem af Folketingets Retsudvalg og valgt i den østjyske storkreds, mener, at kommunen griber problemet forkert an.
»Selv om håndbogen er lavet med det formål at forhindre socialt bedrageri, er det den helt forkerte metode. Kommunens ressourcer bør ikke gå til vejledninger i, hvordan man bliver kriminel. Det ville svare til, at politiet udgav en vejledning i, hvordan man bedst stjæler biler og begår indbrud,« mener Karen Jespersen.
Er der grund til at kritisere Aarhus Kommune for at udgive ”Håndbogen i socialt bedrageri”?
Ifølge kommunen benytter den - med et strejf af humor - bogen til at informere om og advare mod et alvorligt samfundsmæssigt problem.
Ifølge tidligere socialminister Karen Jespersen (V) er bogen en decideret vejledning i hvordan man snyder.
Hvad mener du?