- Opdateret 16/05/2011 kl. 09:03
Flere biler i uheld på motorvej
En ulykke på motorvejen ved Tilst ved Aarhus gav betydelig materiel skade.
"Der er nu overblik over situationen, og der er ved at blive lukket op for trafikken igen," lyder det fra politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi om den ulykke der har forsinket motorvejsbilisterne på E45 mandag morgen.
Alarmen om trafikuheldet indløb kl. 07.41.
Flere biler var impliceret i uheldet, der skete på E45 i nordgående retning mellem frakørsel 47 Tilst og motorvejskryds Aarhus Nord.
Ingen personskade
Både trafikken i nord- og sydgående retning blev alvorligt påvirket af uheldet, der ifølge politiets foreløbige oplysninger gav alvorlige materielle skader men ingen personskade.
Mindst tre biler var impliceret i uheldet.
"Vi ved endnu ikke hvad der forårsagede uheldet, men det vil afhøringer af de implicerede parter og vidner på stedet bringe klarhed over," siger Mogens Brøndum.
Lang kø
Køen i nordgående retning strakte sig fem kilometer fra firkløveret Aarhus V og frem til uheldsstedet.
I sydgående retning begyndte kigge-køen ved motorvejskryds Aarhus N.
Også bilisterne på Djurslandsmotorvejen mærkede uheldet, idet bilisterne her måtte holde i kø for at at komme ud på E45.