Unge kom ikke langt med gaffeltruck
To drenge på 18-19 år stjal fladskærme fra en kontorbygning på Århus Havn, inden de kørte væk i gaffeltruck fra Oliemøllen.
To unge mænd fra Århus får ikke set meget tv de kommende dage. I hvert fald ikke på de fladskærme, som de stjal søndag aften ved 22-tiden fra en kontorbygning på Sydhavnsgade 7.
De kørte fra stedet på en gaffeltruck - iført nogle hvide hjelme og nogle jakker - som de også havde snuppet med sig i forbifarten. Allerede da de kom til Jægergårdsgade måtte de smide gaffeltrucken og fladskærmene fra sig, og ikke lang tid efter havde en politipatrulje anholdt dem.
Begge unge mænd erkender tyveriet.