Amtsansatte kan beholde "overtillæg"

800 pædagogansatte på amtets institutioner har i over et år fået udbetalt for meget i vagttillæg på grund af en fejl hos amtets lønadministrator. Men de ansatte får lov til at beholde pengene.

Godt 800 ansatte ved 85 institutioner under Århus Amt fik i går en kærkommen ekstra julegave, da amtet opgav at modregne i de i alt godt 1,2 millioner kroner, som de ansatte har fået udbetalt for meget i genetillæg i perioden fra april sidste år til august i år.

Fejl hos amtets lønadministrator

Årsagen til miseren skyldes en klar fejl hos amtets lønadministrator, Silkeborg Datacentral, der ikke har været opmærksom på, at en ny arbejdstidsaftale for det pædagogiske personale fra april sidste år har betydet, at de siden da ikke havde krav på de hidtil gældende regler om et ekstra tillæg på 50 procent for aften-, nat- og søndagstillæg.

800 lønmodtagere fik for meget

De godt 800 lønmodtagere har i perioden på godt et år fået udbetalt mellem 300 kr. og 4500 kr. for meget.

»Vi har vurderet, at vi næppe efter gældende regler kan bevise, at den enkelte lønmodtager har modtaget det for meget udbetalte tillæg i såkaldt ond tro, og en efterregulering derfor ikke er mulig,« forklarer amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S).

Indstillet på at betale erstatning

Amtets økonomiudvalg må samtidig erkende, at Silkeborg Datacentral i forhold til kontrakten ikke er erstatningspligtig.

Hos Datacentralen er man dog så ked af sagen, at man netop har meddelt amtet, at være indstillet på at betale en del af de godt 1,2 millioner kr., som er blevet udbetalt for meget. Derfor mødes amtets direktion nu med ledelsen på Silkeborg Datacentral for et finde en såkaldt "kulancemæssig afgørelse".

»Jeg har ingen fornemmelse for, hvor stort et beløb de vil betale, men vi er selvfølgelig glade for tilbuddet,« tilføjer Johannes Flensted-Jensen.

Silkeborg Datacentral har rettet fejlene med virkning fra lønudbetalingen i august i år.

jens.jorgensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen