Winther: Kræft-rapport skjules

En ny videnskabelig undersøgelse af kræftpatienter i Århus viser øjensynligt, at stereotaktisk strålebehandling virker. Nu kræver Venstres sundhedsordfører den ellers hemmeligholdte rapport offentliggjort før valget.

Sundhedsvæsenet og danske kræftlæger har øjensynligt forsøgt at tilbageholde en ny rapport, der med udgangspunkt i kræftpatienter behandlet i sygehussystemet i Århus viser, at stereotaktisk strålebehandling trods lægernes hidtidige afvisning har en effekt.

Det mener Venstres sundhedsordfører i Folketinget, amtsrådsmedlem Jørgen Winther, der nu kræver rapporten offentliggjort før valgets afslutning.

»Jeg er overbevist om, at 500 til 1000 kræftpatienter årligt i Danmark kunne have reddet livet eller fået deres liv forlænget betragteligt, hvis de danske patienter var henvist til behandling i udlandet. Enten i form af kemoterapi i Tyskland eller stereotaktisk strålebehandling i Sverige,« fastholder Jørgen Winther.

Krav om kovending

Oplysningerne om virkningen af strålekræftbehandlingen kommer fra amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S), der i et interview har oplyst, at 62 patienter er blevet behandlet i videnskabeligt forsøg i Århus. Ifølge amtsborgmesterens gengivelse af rapportens indhold, så er der noget der tyder på, at strålebehandlingen fungerer på patienter, der ellers var opgivet på de danske sygehuse.

»Hvis disse oplysninger er rigtige, så må både Sundhedsstyrelsen og danske kræftlæger foretage en kovending. Derfor skal vi hurtigst muligt have alle forskningsresultater på bordet. Det drejer sig om liv og død for mange patienter,« mener Jørgen Winther.

Dyre behandlinger

Ifølge tal fra Amtsrådsforeningen har godt 200 danske kræftpatienter indtil nu fået stereotaktisk strålebehandling i Sverige - og de fleste har måtte betale mellem 60.000 og 80.000 kr. for behandlingen.

Den landskendte århusianske kræftpatient Asbjørn Kloppenborg Skrumsager, der har fået sin egen partiliste til amtsrådsvalget, har stadig en sag ventende ved EF-domstolen netop i forbindelse med kravet om, at det danske sundhedsvæsen skal betale omkostningerne for de udførte behandlinger i Sverige.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen til sagen.

jens.jorgensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen