Mediemand i spidsen

Direktøren for Metro International, Svenn Dam, afløser Erik Meineche Schmidt som bestyrelsesformand for AGF Kontrakt Fodbold A/S.

AGF Kontraktfodbold A/S fik i aftes en ny bestyrelsesformand i form af den 42-årige Svenn Dam, der har en lang karriere i mediebranchen bag sig og i dag står i spidsen for avisen Metro International, bedre kendt som MetroXpress. Samtidig bestrider han lang række bestyrelsesposter i det danske erhvervsliv, men han erkender, at han ikke har den store forstand på fodbold.

»Jeg tror faktisk, at det kan være en direkte ulempe, hvis man går for meget op i, hvad der foregår på banen, for bestyrelsens opgave er at drive en forretning,« sagde den nybagte bestyrelsesformand, der kommer til at stå i spidsen for en virksomhed, der som få andre er vant til at komme en tur igennem mediernes vridemaskine.

»Selvfølgelig har man nogle betænkeligheder ved at træde ind i en klub som AGF, og jeg har da også gjort mig nogle overvejelser, inden jeg sagde ja til opgaven. Jeg er ked af alt den negative omtale AGF har fået, og jeg håber, at jeg kan være med til at ændre på det billede,« sagde Svenn Dam, der udover en sportschef har en kommunikationschef øverst på ønskesedlen.

»Der findes ikke nogen opskrift på at styre medierne, men der en lang række punkter, der kan forbedres, og det er vigtigt, at dialogen bliver åben, ærlig og konstruktiv,« sagde Svenn Dam, der ikke ville kommentere, hvem fra AGF's bestyrelse, der havde henvendt sig for at få den medievante leder ind i bestyrelsen, hvor han trådte direkte ind som formand uden at være på valg, idet Kurt Andersen, der sidder på aktiemajoriten i klubben, i forvejen havde sagt god for ham.

Indtjening skal øges

Svenn Dam kommer til at stå i spidsen for en virksomhed, der gang på gang præsenterer ildrøde tal i regnskabet og ikke har været i stand til at genere et overskud i mands minde, men den nye formand ser alligevel muligheder for det fremtidige indtjeningspotentiale.

»Jeg ser masser af muligheder og potentiale i AGF, men det er af afgørende betydning at indtjeningen kan øges, for vi kan ikke spare os ud af et underskud. Og det allervigtigste er, at vi opnår succes på det sportslige plan,« sagde den nytiltrådte formand, der ikke ønskede at uddybe, om klubben vil investere i spillerforstærkninger for at nå det mål. En ting er sikkert: Klubben kan ikke tjene penge på at sælge spillere, idet klubejer Kurt Andersen er sikret de første tyve millioner, hvis AGF tjener penge på transfers.

»Denne virksomhed kan ikke tjene penge på salg af spillere, Vi skal sikre vores indtægter på den ordinære drift ved salg af merchandise, flere tilskuere og sponsorer,« sagde formanden, der dog ikke havde en forkromet forretningsplan klar for, hvordan indtjeningsmulighederne på de områder kan forbedres.

»Jeg er lige tiltrådt i dag, og har ikke en programerklæring med, men jeg har nogle idéer, der skal deles med de andre i bestyrelsen. Det bliver hårdt arbejde,« fastslår Svenn Dam, der håber, at AGF kommer til at drive Atletion i fremtiden.

»Det er klart, at indtjeningsmulighederne er bedre, hvis vi i en eller samarbejdskonstellation kommer til at drive Atletion,« sagde den nye formand.

mette.koue@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen