Det blinde øje

I JP ÅRHUS 15/10 kan man læse, at forligspartierne har "glemt" at afsætte penge til den boligsociale indsats. I samme artikel fremfører Jens Winther, at han da med længsel ser frem til høringssvarene.

Jeg går ud fra, at han dermed mener, at han ser frem til et alternativt forslag, der går på en fortsættelse af den boligsociale indsats. Jamen, Jens Winther, har du da slet ikke set vore ændringsforslag til dit budgetforlig?

S og SF har forud for budgetvedtagelsen fremsendt ændringsforslag, som jo netop indeholdt en fortsættelse af den boligsociale indsats. Forslaget blev stemt ned af bl.a. V på byrådsmødet. Stemt ned, ikke glemt - for vi havde det med i vores oplæg.

Vi havde sammen med SF foreslået, at de sparede midler i forbindelse med sygedagpengeindsatsen - ca. 15 mio. kr. - bl.a. skulle anvendes til netop dette formål.

Forligspartierne gik alle imod forslaget, og specielt de radikale gjorde meget ud af at sige, at de 15 mio. kr. kun var "matadorpenge" - at der ikke lå realiteter bag denne besparelse.

Rundtossede borgere

Nu er situationen så åbenbart ændret.

For det første efterlyser V et udspil fra boligforeningernes side i forbindelse med høringsrunden. Det kan da ikke tolkes som andet end en dårlig samvittighed over, at man tidligere har stemt imod en fortsættelse af den boligsociale indsats.

Samtidig har både Venstre, de konservative og sidst, men ikke mindst de radikale nu besluttet, at der faktisk er tale om en reel besparelse på sygedagpengene og ikke kun "matadorpenge".

Samtidig hermed er det også besluttet, at besparelsen - de førnævnte 15 mio. kr. - skal tilfalde kommunekassen for derved at øge den samlede besparelse fra 280 mio. kr. til 295 mio. kr. om året.

Der er vel ikke noget at sige til, at borgerne er ved at blive lidt rundtossede over disse forlig og diffuse meldinger.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen