Ét skridt frem og to tilbage

HVOR VAR DET dog dejligt at læse Hicham Chouceirs (HC) indlæg i JP 11/10.

Det får mig til at føle stolthed over at være dansker og dermed en del af et velfærdssamfund som kan give en flygtningefamilie fra Libanon en så god velkomst til vores lille land.

Og HC og hans familie viste deres taknemmelighed ved at arbejde hårdt på at blive integreret og dermed en del af det danske velfærdssamfund. Og det lykkedes.

Der er mange flygtningefamilier, der kan berette en lignende historie, og for hvem det også er lykkedes at blive en del af det danske velfærdssamfund.

Men det er ikke disse historier, Dansk Folkeparti fortæller.

For det kunne jo medvirke til, at flere danskfødte danskere fattede sympati for de fremmede, begyndte at interessere sig for deres kultur og gå de fremmede i møde.

Dansk Folkeparti fortæller hellere historier om stenkastende unge mennesker i Gellerup Parken, om indvandrere, der sender deres børn på opdragelsesrejse i hjemlandet - samt, at det næste her i byen bliver en moské, der kan huse 3000 potentielle terrorister.

Den debat, der fra Dansk Folkepartis side har kørt hen over sommeren, er, som HC også påpeger, meget unuanceret og enstrenget. Sammen med regeringens urimelige flygtningepolitik virker den meget integrationshæmmende.

Nødvendig dialog

Man løser ikke problemer ved blot at påpege dem. Man kan måske løse problemer ved at indgå aktivt i en dialog omkring problemet og måske finde problemets årsag.

Dansk Folkeparti påpeger kun problemer, men mangler at indgå aktivt i dialog omkring problemerne.

HC fortæller i sit indlæg, at han fra at være en velintegreret indvandrer nu begynder at føle sig som fremmed igen. Og det er desværre ikke første gang, jeg hører den type udtalelse fra velintegrerede indvandrere.

At de velfungerende nye danskere begynder at føle sig som fremmede igen gør, at det, aktiv integrationen har gjort dem til, tabes på gulvet, og det kan vi som velfærdssamfund ikke være tjent med.

De indvandrere, der er i Danmark og i øvrigt er velfungerende, skal ikke marginaliseres, fordi vi har en regering, der mere ser de fremmede som et problem end som en ressource, og et støtteparti, der debatterer med useriøse og populistiske argumenter.

Jeg tror, det er af stor værdi for et samfund, at der findes forskellige kulturer, og den værdi må vi ikke dræbe.

Som velfærdssamfund skal vi tage os godt af landets borgere uanset køn, alder, hudfarve og religion.

Vi skal ikke have et a-medlemskab og et b-medlemskab af samfundet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen