Håndbold: Europa venter på Århus GF

Når Århus GF i eftermiddag løber på banen i Arenaen, er det langt fra "business as usual". Der er nemlig tale om holdets debut i en europæisk turnering.

Det er noget helt speciel at deltage i Europa Cup'en. Århus GF's cheftræner Erik Veje Rasmussen har masser af erfaring med Europa Cup-håndbold, og han er ikke i tvivl.

»Europa Cup-kampe har sin egen logik. De kan blive afgjort på meget få minutter. De udsving man normalt oplever i håndboldkampe, skal her ganges med tre. Derfor er det så vigtigt, at holde hovedet koldt og ikke forcere noget. Hvis man ikke er meget påpasselig, kan man godt vinde med otte-ni mål i den første kamp, og så ryge ud med et nederlag på 11 i den næste,« siger cheftræner Erik Veje Rasmussen, der som træner for Flensburg-Handewitt to gange har vundet en europæisk turnering.

Århus GF har ambitioner om at komme langt i EHF-turneringen. Derfor har klubben købt begge opgør til at blive spillet i Århus, så spillerne slipper for en lang rejse til Estland.

»Det er klart en fordel rent sportsligt at spille begge kampe i Århus. Det giver os de bedste betingelser for at komme videre til næste runde, men omvendt så giver udekampe i Europa Cup'en noget helt specielt til et hold. Det giver nogle oplevelser og erfaringer, som man kun kan få på den måde,« siger Erik Veje Rasmussen.

Èn af de fire Århus GF-spillere, der har prøvet at spille Europa Cup-kampe før, er målmand Lars Juul Mikkelsen, der fra sin tid i Kolding nåede at deltage i mere end 14 Champions League opgør. Han er enig med sin træner i dennes betragtningerne.

»Jeg er ked af, at vi ikke skal spille på udebane. Det er lige netop sådan nogle kampe, der giver rutine og noget hår på brystet. Her SKAL man simpelthen stå sammen,« siger Lars Juul Mikkelsen.

Meget sjovt

Den islandske fløjspiller Tjørvi Olafsson har fra sin tid i islandsk håndbold prøvet at spille europæiske kampe før, og han glæder sig meget til at prøve det igen.

»Det er meget, meget sjovt. Det er noget af det største, jeg har prøvet i min karriere. Det er noget helt specielt med sådan nogle vind-eller-forsvind kampe, der kan blive afgjort meget tidligt. Det er vigtigt, at vi har overskud og tør stille os op over for for vores modstandere,« siger Tjørvi Olafsson.

Henrik Hansen og Kasper Søndergaard er to af de unge talenter, der er blomstret gevaldigt op i denne sæson på Århus GF's hold. De har ikke før prøvet at spille Europa Cup.

»Det har altid stået som noget helt specielt i en karriere. Det er jo noget, man har drømt om, siden man var drengespiller. Jeg glæder mig helt vildt,« siger Kasper Søndergaard, der specielt er spændt på at se de estiske spilleres størrelse og fysiske formåen.

Fra Sverige og Tyskland er der kommet informationer om et hold, der spiller "typisk russisk", konsekvent spiller med hurtigt opgiverkast efter scoring, og som har en stærk målvogter.

»Men det er alt sammen anden- eller tredjehåndsinformationer, og det rangerer mellem ingenting værd og slet ingenting værd. Derfor får det ikke stor indflydelse på vores taktiske oplæg. Vi kender ikke meget til estisk håndbold, men HC Kehra Tallinn har altså fire nuværende landsholdsspillere, så hvis vi sætter os til at vente på et hold uden evner, er vi dybt naive,« siger Erik Veje Rasmussen.

sport@jp.dk

Århus GF's trup til kampene mod HC Kehra Tallinn:

Lars Juul Mikkelsen Ras Bloch Tjørvi Olafsson Kent Ballegaard Henrik Hansen Torben Vinther André Iversen Torben Scheller Robert Gunnarsson Jan Paulsen Martin Søborg Lars Nissen Kasper Søndergaard

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen