Klodset sjov og show

LEGO-klodserne flød i store bunker, da 600 børn og voksne fredag stimlede sammen i Musikhuset for at bruge byggefantasien. Samtidig begejstrede elever fra LEGO's Showakademi med en medrivende syng- og dans-med- opvisning.

Hundredvis af børn og tusindvis af klodser forvandlede i går Musikhuset til et summende Legoland. Fantasien fik frit slag, og klodserne havde godt fat i feriebørnene - og en god portion assisterende forældre. Kantede og farverige huse, biler, dyr og monstre myldrede frem fra dyngerne med klodser, som LEGO havde stillet til rådighed.

Legetøjsgiganten havde ved samme lejlighed linet konkurrencer op på foyerscenen, hvor børn kunne vinde billetter til oplevelsesparken i Billund.

12-årige Line Østerkjærhus fra Århus tog sammen med adskillige andre børn opstilling foran scenen for at være med i dansekonkurrencen. Men hun blev ikke blandt de heldige vindere.

Fortrydelse

»Jeg dansede ikke ordentligt. Jeg syntes, det ville være pinligt at blive taget op for at danse på scenen, men det synes jeg ikke mere, nu hvor jeg har set det. Nu fortryder jeg, at jeg ikke dansede bedre,« beklager hun.

Dansekonkurrencen gav røde kinder og lyst til mere dans og musik. Og det fik børnene i store mængder, da Zynergy fra LEGO's Showakademi tændte op under det purunge Århus.

»Hvad så Århus, er I ikke trætte af at sidde ned? Det ville jeg være. Kom herop foran scenen og dans sammen med os,« kom det fra scenen.

Den var Århus tilsyneladende ikke med på, men der blev klappet igennem i de små hænder fra stolerækkerne. Det var nu ikke nok for Zynergy.

»Jo, kom nu, Århus, vi er kommet for at fyre den fede fest af. Vil I være med til at feste?«

»Jaaaaaaaaaa,« forsikrede de hundredvis af børn, der herefter tog opfordringen op, løb op foran scenen og lod fødder og arme få frit løb, da Zynergy fyrede førstesinglen "This and that" af fra deres CD.

Mens salen kogte videre, havde enkelte byggeentusiater valgt at blive ved klodserne i foyeren. En af dem var den ni-årige Mila Haugmark. Hun havde helt bevidst valgt at droppe showet i salen.

Til klassisk

»Jeg kan rent faktisk ikke lide den slags musik. Jeg kan bedre lide klassisk,« forklarede hun, mens hun byggede videre på sit rumskib. Hun ventede samtidig spændt på at få en af de 500 poser med LEGO, som ville blive delt ud til børnene i showets pause. Alle de fremmødte børn var blevet lovet sin egen pose med blandet LEGO for at kunne deltage i en byggekonkurrence om 30 store LEGO-sæt. Hvad de ville bygge, var helt op til dem selv. Men de måtte kun bruge klodserne fra egen pose.

Indholdet i posen glædede Mila:

»Der er lidt af hvert. Det er godt, og jeg kan godt lide, at det ikke er noget bestemt, man skal lave. Jeg har få gange købt et legosæt med brugsanvisning, men efter en uge skiller jeg det ad og bygger noget selv. Det er det at bygge, der er hyggeligt.«

Og efter endnu et søgende blik over klodserne, siger hun:

»Jeg vil lave et rumskib med en bil som flugtvej.«

Der skulle også noget til for at gøre sig bemærket. Tiden inden showet var blevet brugt til skrap træning, og allerede der var kreativiteten stor.

sys.vestergaard@inmente.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen