Gode råd til minister

KÆRE beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Det er besværligt med - var det ikke nemmere uden?

Det må være strabadserende for dig som beskæftigelsesminister uge for uge at se, hvorledes beskæftigelsen bare rasler ned - vi har nu den højeste arbejdsløshed siden 1998 - og der er ingen bedring i vente - tværtimod.

Men kan ske du burde overveje at tage ved lære af miljøministeren - hvordan?

I Miljøministeriet sparer man nu 25 mio. kr. om året ved at undlade kontrol af vores drikkevand. Nu skal det nemlig kun undersøges for kendte stoffer. Herligt - tænk hvis det var blevet gennemført for lang tid siden - så havde vi slet ikke haft bøvl med lukning af vandværker. Så kunne vi stadigvæk med god samvittighed bruge »flydende hakkejern« nemlig round-up mv. Så mit bedste råd til dig - som vel snart tager navneforandring til arbejdsløshedsminister - hold op med alle de statistikker og prognoser.

Flere flotte ord

Det skaber kun beskæftigelse hos de, der laver dem, og tilmed skaber de en dårlig stemning, og giver dårlige valgprognoser.

Næh du - lad os få flere flotte ord på glittet papir om »opsvinget, der lurer lige om hjørnet.« Alt det der med at sætte handling bag ordene - det er dybt umoderne og slet ikke i tråd med den siddende regerings politik.

Floskler

Niks - det der duer - bare nogen flere floskler - så skal det nok gå. Skulle du komme i bekneb for floskler, så bare ty til statsministeren, han har dem lige på læben.

Og skal der så endelig statistikker på bordet, så tag dem fra den tidligere regering - der var arbejdsløshedsprocenten i Århus nede på 5,2 pct. - nu er den på 9 pct. og det ser jo ikke så pænt ud - slet ikke på glittet papir. Så kommer det også til at passe med de flotte ord om at »opsvinget venter lige om hjørnet.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen