Studerende svigtede valg

Studerendes valgdeltagelse på 1,5 procent ved valg til bestyrelsen på Handelshøjskolen bliver mødt med stor skuffelse hos både rektor og studerende. Nyvalgt studenter-repræsentant vil forsøge at øge interessen.

Videnskabsminister Helge Sanders (V) universitetsreform, der er blevet kaldt "den største reform af universiteterne siden 1479", er tilsyneladende gået sporløst hen over hovedet på de studerende på Handelshøjskolen i Århus.

Efter benarbejde fra blandt andre Danske Studerendes Fællesråd har de studerende på landets universiteter i loven fået tilkæmpet sig to pladser i de nye bestyrelser, som overtager ledelsen af universiteterne.

Sådan er det også på Handelshøjskolen i Århus, hvor to studerende netop med tilfredshed er blevet valgt til bestyrelsen. Hvad der imidlertid ikke har skabt tilfredshed, er de studerendes deltagelse ved valget. Kun 113 af de op mod 7400 studerende stemte ved valget, og det giver en valgdeltagelse på omkring 1,5 procent.

»Det er meget lavt, og det er vi kede af. Forklaringen er desværre nok, at der ikke er den store interesse for den slags blandt de studerende på Handelshøjskolen. Uanset valgdeltagelse er vi nu valgt efter de demokratiske regler, men personligt havde jeg gerne set, at vi var blevet valgt på langt flere stemmer,« siger Kaare Damgaard, formand for Studenterlauget (SL) og nyvalgt bestyrelsesmedlem sammen med SL's forretningsfører Søren Høgsberg.

SL's liste fik i alt 81 stemmer, mens en konkurrerende liste opnåede 29 stemmer og tre stemmer var blanke.

Dyb beklagelse

Jan Beyer Schmidt-Sørensen, rektor på Handelshøjskolen beklager dybt den lave interesse:

»Valgdeltagelsen er meget tynd, og det er beklageligt for demokratiet på skolen. Det er desværre en tendens i tiden på mange uddannelsessteder, hvorimod der her på skolen tilsyneladende er et meget aktivt, fagligt liv,« siger rektoren, der nu vil overveje at indføre elektronisk afstemning.

»Hvis det bliver nemmere at stemme, kan det måske øge deltagelsen,« siger han.

Diskussion om berettigelsen af de to SL-folks opstilling til valget blev i øvrigt drøftet på SL's generalforsamling i sidste uge. Her blev vedtægterne ændret, så det nu er fastslået, at SL-bestyrelsesmedlemmer kan stille op til bestyrelsesvalget.

Forinden havde opstillingen givet kritik, da SLs erklærede formål ikke er at drive studenterpolitik, men at skabe gode "studentersociale forhold". Og det er fortsat formålet:

»Det er blevet et spil om ord - for hvad er politik? Vores opfattelse er fortsat, at det ikke er politisk arbejde, der udføres i bestyrelsen, men mere en fastlæggelse af de overordnede strategiske mål. Det meste af det uddannelsespolitiske arbejde foregår jo primært på studienævns- og fakultetsplan,« mener Kaare Damgaard.

jorgen.rye@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen