Idræt med vægt på glæde

Nederlag, drilleri og dårlige oplevelser i omklædningsrummet får mange overvægtige børn til at tage afstand fra traditionel idræt. Med Idrætsraketten under DGI får de chancen for at genvinde glæden ved at bevæge sig.

For et år siden var det utænkeligt for Alev Bozkurt at melde sig ind i en idrætsforening. Overvægtig, indesluttet og helt uden selvtillid var hun et let offer for mobning.

»Nej, jeg skulle ikke i nogen sportsklub. Jeg var bange for, at de ville pege fingre ad mig og sige, jeg var tyk. I stedet sad jeg mest hjemme, og det blev til lidt for meget trøstespisning,« fortæller den nu 15-årige Alev Bozkurt, hvis liv vendte 180 grader efter et tre måneders ophold på Julemærkehjemmet i Hobro fra januar til marts i år.

10 kg lettere er det en selvsikker, glad og ivrig Alev, der iført moderne sort trikot i den store lyse idrætshal i DGI-huset fortæller, hvordan idræt nu er en uundværlig del af hendes liv.

Idrætsraketten

Vi møder hende i forbindelse med en af hendes to faste ugentlige træningsdage i DGI-huset i midtbyen, hvor hun deltager i projekt Idrætsraketten, et tilbud målrettet overvægtige børn, der gennem halvanden time med leg, gymnastik og boldspil får rørt alle kroppens muskler.

Sunde vaner

I en pause mellem dribleøvelser med håndbolden fortæller Alev begejstret om idrætstilbuddet, der er med til at fastholde de sunde vaner, hun lærte på Julemærkehjemmet, men også kontakten til nogle af de nye venner hun fik her.

»Det er sjovt, og her hygger vi os, og vi laver mange forskellige slags sport, boldspil, badminton, gymnastik, og her skal man ikke være bange for at blive drillet, og man tænker ikke på, om man er tyk. Her er alle lige,« forklarer Alev.

Øger selvtilliden

»Opholdet på Julemærkehjemmet var godt for selvtilliden, her fik jeg endelig nogle gode venner, og jeg savnede Julemærkehjemmet frygteligt, da jeg kom hjem til Århus igen. Jeg begyndte også at tage på igen,« fortæller Alev. Da DGI efter sommerferien tog initiativ til at oprette specielle hold for overvægtige børn og børn, der havde været på slankeophold på et Julemærkehjem, meldte hun sig straks og holdt stædigt ved, selv om der i starten kun var to deltagere til træningen.

Siden er der langsomt kommet flere til, og Julemærkeholdet tæller nu 11 børn.

Mor følger med

Den senest ankomne er Aja på ni år. Hun har dog aldrig været på Julemærkehjem, men er en lille tæt pige, som ifølge hendes mor, Pia Mikkelsen, slet ikke kan begå sig i en almindelig idrætsforening.

Moderen følger opmærksomt træningen fra sidelinjen, mens børnene og de to instruktører med sved på panden udfolder sig på gulvet, og hvor hulahopringe nu har afløst håndbolden.

»Jeg har ledt og ledt efter et tilbud til Aja, men det er svært at finde hold, hvor overvægtige børn kan følge med,« siger Pia Mikkelsen, der fortæller, at datteren tidligere har gået til gymnastik i AGF.

»Det gik slet ikke. Sylfidelette bevægelser, dans hen over gulvet og flik-flak, det kommer hun jo aldrig til at udføre. Aja har brug for at træne smidighed og kondi og få en bedre kropsfornemmelse, men i en almindelig klub får hun kun nederlag, fordi hun ikke kan følge med. Men her har hun da fået smil på læben,« konstaterer Pia Mikkelsen.

I en kort pause løber Aja hen til sin mor og bekræfter, at det her er altså sjovt.

Sjovt er også den betegnelse, som Kristina Nielsen bruger om træningen.

Hun er snart 11 år og er her som forberedelse til et ophold på Julemærkehjemmet.

Nærmest som leg

»Det er rart at være her, og træningen er nærmest, som om vi leger, og vi laver mange forskellige ting; det kan jeg godt lide,« siger Kristina. Og det er netop essensen i de aktiviteter, der foregår, når der trænes med de overvægtige børn, fortæller instruktør og projektleder Henriette Bjerrum.

»De overvægtige børn dumper ofte ud af foreningslivet allerede i 8-9 års alderen, hvor tilbud som fri leg for de yngste stopper, og aktiviteterne bliver mere målrettede og konkurrenceprægede. Der kan de overvægtige ikke følge med. Derfor vil vi give et tilbud, hvor de kan komme og føle sig trygge og ikke lide nederlag. Vi fokuserer bredt på bevægelse og prøver mange forskellige idrætsgrene og oplever glæde ved at bevæge sig. Det langsigtede mål er, at det bliver en vane for børnene at gå til idræt, og få dem sluset ud i andre foreninger,« siger Henriette Bjerrum.

Flere hold på vej

Det er planen indenfor de kommende to år at etablere 10 hold for overvægtige børn med base i foreninger i og omkring Århus.

Indtil nu er der fire hold under Idrætsraketten. Ud over DGI-huset er der aktiviteter på Strandskolen under VRI, i Galten under Galten Gymnastikforening og ved Ørnereden, hvor der netop er startet et friluftshold. Holdene træner hver for sig en gang om ugen og har tilbud om fællestræning i DGI-huset om fredagen.

Idrætsraketten er et forsøgsprojekt, der får støtte Kulturministeriet, Friluftsrådet og Sundhedsrådet i Århus Kommune.

lone.dybdal@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen