Fodbold: Komiske mål i Brabrands exit

Brabrand havde med en fin anden halvleg stor ære af pokalkampen mod Esbjerg.

Sikke et pokaldrama.

Den konklusion er givetvis at tage munden for fuld. Dertil havde opgøret mellem Brabrand og den forventede overmagt fra Esbjerg for stor en bismag. Spillet var ikke altid lige flydende, og afslutningerne ikke altid lige mange, endsige veludførte.

Men underhundene fra Brabrand formåede at holde på spændingen og havde stor ære af opgøret, som det vestjyske superligamandskab til slut trak sig sejrrigt ud af.

Esbjerg syntes ellers tidligt at have uddelt en spændingsmæssig mavepumper, da favoritterne efter tre minutter bragte sig på vinderkurs.

Martin Vingaards flade frispark fik i sneglefart lov til at passere først Brabrand-anfører Christoffer Roland og Esbjergs Jesper Bech, inden bolden stille og komisk trillede forbi den debuterende målmand Michal Chamera.

»Normalt ved et frispark går jeg ned til den ene stang. Der kom en mand ned til mig, og jeg gik derfor lidt frem. De sparkede så et kikset frispark, men da stod han lige foran mig, så jeg kunne ikke se noget, og bolden løb desværre lige ved siden af os,« sagde en ærgerlig Christoffer Roland.

Brabrand for passiv

Føringen viste sig at være fuld fortjent. Brabrand var for passiv i første halvleg, hvor århusianerne valgte risikable tværpasninger fremfor det direkte dybdespil, hvilket alt for ofte gav Esbjerg mulighed for at bryde opspillet. Gæsterne havde en halv snes afslutninger før pausen, mens Brabrands eneste modsvar var Martin Hansens forsøg langt over mål.

Midtbanepilleren måtte midtvejs i kampen udgå med et slag over bentøjet.

Hjemmeholdet var efter pausen som forvandlet og angreb ufortrødent Lars Windes mål. Efter et par forvarsler leverede Michael Roloff en pasning af høj klasse, som lange Martin Laustsen kunne heade ind til sit første Brabrand-mål. Indskiftede Hans Larsen havde få minutter senere et bragende langskud.

Hjemmeholdet var så sandelig dominerende i den fase.

»Jeg er glad for, at vi leverede en fin indsats. I første halvleg var vi for benovet og havde ingen chancer, men i anden halvleg kom vi godt med i kampen og fik skubbet spillet længere frem. Vi beviste, at vi har en stigende formkurve,« sagde Brabrand-træner, Claus Christiansen.

Nemmere og sværere

Vestjyderne havde ni gengangere fra startformationen i weekendens kamp mod FC Midtjylland, hvilket medgav, at superligeholdet ikke tog let på opgaven.

»I første halvleg blev det nemmere og i anden halvleg sværere end forventet, og Brabrand kunne såmænd ligeså godt have vundet. I sidste sæson, hvor de ikke vandt så mange kampe, vandt de over de seks øverste hold, og det beviser, at det er et bøvlet hold at spille imod,« sagde Esbjerg-træner, Troels Bech.

Esbjergenserne tog det sidste stik, da Michal Chamera forfulgte Jesper Bech langt ude i feltet og derfor ikke nåede på plads, da bolden havnede hos Simon A. Pedersen.

Indhopperens skud ramte en flyvende Kasper Kure og fandt vej til nettet.

Ingen af de to hold ønskede i og for sig ekstra 30 minutter i benene, men Brabrand pressede naturligt nok alligevel på for en udligning. Den kom dog aldrig.

»I anden halvleg vendte kampen, og vi fik tro på tingene, mens Esbjerg måske var på vej i bussen. Vi kommer fra kampen med æren i behold. Hvis vi kan presse Esbjerg, kan vi vel også presse holdene i vores egen række,« sagde Christoffer Roland.

sport@jp.dk

Pokalturneringen

Brabrand-Esbjerg 1-2 (0-1)

Mål: 0-1 Martin Vingaard (3.), 1-1 Martin Laustsen (54.), 1-2 Simon A. Pedersen (75.)

Brabrand (4-4-1-1): Michal Chamera - Kasper Kure, Christoffer Roland, Martin Risbjerg, John Amdisen - Morten Skov (66. Henrik Bøgebjerg), Jan Klausen, Jim Larsen, Michael Roloff (78. Morten Søndergaard) - Martin Hansen (46. Hans Larsen) - Martin Laustsen

Træner: Claus Christiansen.

Esbjerg (4-4-2): Lars Winde - Frank Hansen, Kristian Onstad, Lars Christian Nielsen, Anders Nøhr - Michaël Murcy (83. Jesper Lange), Niki Zimling (75. Søren Rieks), Jesper Jørgensen, Martin Vingaard - Njogu Demba-Nyrén (71. Simon A. Pedersen), Jesper Bech

Træner: Troels Bech.

Tilskuere: 535 i Brabrand

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.