Et liv inden for rammen

Maleren og tegneren Mogens Gissel sagde forleden farvel til Århus Kunstakademi efter 42 år som lærer på skolen. Men pensel, blyant og lærred lægges ikke på hylden. Han bliver aldrig færdig med at undersøge maleriets og tegningens muligheder.

Nogle mennesker bruger hele livet på at lede efter den rette hylde. Andre ved lige fra begyndelsen, hvad det drejer sig om.

Maleren og tegneren Mogens Gissel hører til sidstnævnte. Han har aldrig været i tvivl om, hvad livet skulle bruges til, og i 42 år har han undervist elever på Århus Kunstakademi.

Men forleden var det slut.

»Den dag, man ikke lærer mere ved at undervise andre, skal man holde op. Jeg følte, at jeg var begyndt at gentage mig selv,« siger han.

Beslutningen om at stoppe som lærer har ikke været til diskussion, for Mogens Gissel går ikke på kompromis, når det handler om faglig stolthed.

En episode fra skolegangen på Valdemargades Skole i Århus i 1950erne viser, at kompromisløsheden ikke er af nyere dato.

»I realklassen var vi nogle stykker, der havde lagt bøgerne på hylden. Vi havde allerede fundet lærepladser, så der var ingen grund til at lave lektier. Jeg skulle i lære som reklametegner hos Weber og Sørensen på Clemens Bro, og min engelsklærer, som jeg i forvejen ikke havde det mest hjertelige forhold til, sagde en dag til mig: »Mogens, hvad ville du gøre, hvis du ikke kunne tegne?« Jeg svarede ham: »Så ville jeg begå selvmord,« siger han om den linje, der blev lagt lige fra begyndelsen.

Alene hjemme

Og går vi lidt længere tilbage, var barndommen som søn af en enlig mor måske en af årsagerne til, at han blev god til at tegne.

»Min mor havde rulleforretning i Christen Købkes Gade, og ved siden af arbejdede hun som rengørings- og kogekone for at få det til at løbe rundt. Hun knoklede næsten i døgndrift, og jeg var meget overladt til mig selv som barn. Mange af de timer, hvor jeg var alene hjemme, brugte jeg til at tegne,« siger han.

Senere i livet fik tegningerne farver og form og blev til malerier, og i dag, hvor han er blevet 65 år, er det stadig arbejdet med maleriets og tegningens virkemidler, der optager ham.

»Hemmeligheden ved maleriet ligger i begrænsningen. Jeg kan ikke forestille mig fodbold eller tennis, uden at banen er kridtet op. Til gengæld er der masser af plads at udtrykke sig på inden for rammen,« siger han.

Billederne taler for sig selv

Maleriet er en tavs kunstart, og de fleste malere siger ikke ret meget. Billederne taler for sig selv.

Da en ung, håbefuld kunstner engang opsøgte maleren Henri Matisse for at få et godt råd, svarede denne: »Du kan passende begynde med at skære din tunge af.«

Alt dette ved Mogens Gissel godt. Men han taler gerne om Århus Kunstakademis historie og de mange år som lærer på skolen. Og hukommelsen fejler ikke noget. Det hjælper måske også, at det er en historie, der griber dybt ind i hans egen, personlige fortælling.

»Skolen blev grundlagt i 1960 under navnet Det Jyske Kunstakademi. I begyndelsen holdt den til i primitive lokaler i Studsgade 27, og på det tidspunkt var den det eneste sted i Århus, hvor man kunne gå på kunstskole. Før den tid tog man til København, hvis man havde talent og ambitioner. Og københavnerne mener sådan set stadig, at hvis man ikke tager til hovedstaden, så er det, fordi man ikke har nogen ambitioner,« siger han og fortsætter:

Uro på skolen

»Manden, der tog initiativ til skolen i Århus, hed Kam-Petersen. Han havde et langt, sort skæg og lignede Rasputin. Han var en uudgrundelig mand, men uden ham var det ikke blevet til noget.«

Mogens Gissel har talt sig varm, og erindringen gløder.

»I 1961-62 gik jeg på skolen om aftenen, når jeg havde fået fri fra min læreplads hos Weber og Sørensen. Efter et ophold i udlandet, aftjening af min værnepligt og en periode på Krogerup Højskole vendte jeg i 1964 tilbage til Århus og blev lærer på skolen. Men på det tidspunkt var fanden løs i Studsgade. Bestyrelsen arbejdede på at få skolen statsanerkendt, og de var trætte af Kam-Petersen,« siger han.

Det endte med, at bestyrelsen og lærerne brød ud og tog navnet Det Jyske Kunstakademi med sig. De tog også telefonnummeret og tilmeldingerne til det nye semester med. Efter et kort intermezzo i et hus på hjørnet af Nørregade og Randersvej købte Det Jyske Kunstakademi bygningen i Mejlgade 32-34, hvor det stadig holder til.

Skolen i Studsgade 27, som i mellemtiden var kommet til at hedde Århus Kunstakademi, kom videre efter bruddet i 1964-65, og der blev også udvidet med en bagbygning i tre etager i Grønnegade.

Men i begyndelsen af 1970erne gik det galt for skolens grundlægger, Kam-Petersen.

»Vi var lige flyttet ind J.E. Schmalfelds gamle tobaksfabrik i Vestergade 29, og Kam-Petersen havde belånt sit hus til op over skorstenen. Han havde også blandet sin egen og skolens økonomi sammen. Alle elev-indbetalingerne var væk ved begyndelsen til det nye semester,« siger Mogens Gissel og slår ud med armene.

Men skolen overlevede også disse og andre genvordigheder, og i dag er Århus Kunstakademi en privat, selvejende institution, der sorterer under Folkeoplysningsloven. Skolen drives blandt andet med støtte fra Århus Kommune og gennem elevernes og kursisternes egen betaling.

Vil ikke kaldes kunstner

I alle årene har skolen haft et ufravigeligt princip om, at lærerne skal være udøvende kunstnere.

Mogens Gissel vil dog helst ikke kaldes kunstner.

»Jeg har aldrig interesseret mig for kunst. Jeg er maler og tegner, og mit arbejde handler ikke om kunst. Det handler om maleri og tegning. Når jeg går til en Van Gogh-udstilling, går jeg ikke ind for at se kunst. Jeg går ind for at se, hvad han vil med sine billeder,« siger han og uddyber:

»Ordet kunst er efterhånden trampet ihjel. Nu drejer det sig om at diskutere, hvad der er kunst. Vi skal tage stilling til, om racerbiler er kunst. For mig er racerbiler racerbiler, og malerier er malerier. Det er to forskellige ting.«

Den skabende udvikling

Som lærer på skolen har han været med til at formulere en række værdier i undervisningen. Han lægger især vægt på sammenhængen i billedkunsten. Det er en skabende udvikling, der har foregået i det meste af menneskehedens historie.

»Pablo Picasso har engang sagt, at det var først, da vi opfandt maleriet, at vi fandt ud af, hvad malerier handler om. Når man er ung, er det naturligt at tage udgangspunkt i alt det nye. Da den amerikanske popkunst bragede igennem i 1960erne, var det en stor inspirationskilde. Popkunsten reddede os ud af diskussionen om figurativ og abstrakt kunst. Men i de senere år har jeg taget udgangspunkt i modernismen, der er forudsætningen for alt det andet. Enhver kunstskole må i princippet være reaktionær. Ellers udvikler den sig til små individuelle værksteder,« siger han.

Og så er der det klassiske, pædagogiske problem: Du kan ikke lære mennesker noget, de ikke ved i forvejen.

»Det er nødvendigt at have talent, hvis du skal udmærke dig inden for dit felt. Talent er medfødt, men det skal dyrkes og plejes, og jeg har set meget talent, der ikke er blevet udviklet. Det er som regel mennesker, der har flere talenter. Jeg har ikke selv haft det problem, for jeg har kun følt, at jeg havde talent for at tegne og male,« siger han.

En anden side af det pædagogiske arbejde handler om, at mennesker lærer på forskellige måder.

Den dybere mening

»Som lærer er du ofte nødt til at angribe den samme problemstilling fra flere forskellige vinkler. Håndværket og teknikken hænger sammen med udtrykket. Det handler om koncentration og opmærksomhed. Eleverne lærer også meget af hinanden. De fejltagelser, naboen laver, prøver man selv at undgå, og de gode resultater smitter af. En kunstskole er et sted, hvor man bliver inspireret af andre. Men som lærer er du nødt til en gang imellem selv at gribe penslen, for du kan ikke forklare alting,« siger han.

Han er ikke i tvivl om, at der er en dybere mening og sammenhæng i kunsten og i livet som sådan. Det kom til udtryk, da han forleden holdt afskedsfest på skolen.

Ved den lejlighed fortalte han blandt andet historien om maleren Viktor Glysing Jensen, der en dag for 35 år siden tilfældigt kom forbi og opdagede, at J.E. Schmalfelds nedlagte tobaksfabrik i Vestergade lå øde og forladt hen. Ingen ville leje sig ind på grund af de dårlige tilkørselsforhold.

»Dengang klagede alle over, at det var svært at komme til og fra stedet, og det klages der stadig over. Men hvis tilkørselsforholdene ikke var så dårlige, havde vi aldrig været her,« siger Mogens Gissel om beliggenheden, der gjorde det muligt at åbne en kunstskole i den gamle tobaksfabrik.

Efter næsten et halvt århundrede som lærer på Århus Kunstakademi er han stadig optaget af at undersøge maleriets og tegningens muligheder. Det arbejde bliver han aldrig færdig med.

Og selv om kunstnere i hundredvis af år har forsøgt at udtrykke de følelser, der opstår, når vi siger farvel til hinanden, kunne han ikke drømme om at lave et maleri med titlen Afsked i anledning af, at en epoke på akademiet nu er forbi. Hans jordnære realisme fornægter sig ikke, og det er uden den mindste antydning af sentimentalitet, at han afslutter samtalen med ordene:

»Jeg vil hellere have noget, der kommer til syne i billedet, i stedet for noget, der siger farvel.«

jpaarhus@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.