Leder: Skraldet

AKKURAT I 11. time besluttede de strejkende århusianske skraldemænd at genoptage arbejdet. Det var på tide, for i forvejen havde strejken kørt for længe.

Hvis de opsætsige skraldemænd af deres egen organisation har fået besked på at pakke sammen, vil det ikke være overraskende. For samfundet er det utåleligt. For organisationerne må det være helt uholdbart med en overenskomststridig konflikt, der er ude af kontrol, mens der gennemføres overenskomstforhandlinger.

Skal disse drøftelser foregå med bare et minimum af troværdighed fra lønmodtagerside, så er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse intet mindre end en katastrofe at have kørende parallelt.

De fleste på arbejdsmarkedet anerkender, at det særlige danske aftalesystem er udmærket, men det kræver, at begge parter respekterer det og retter sig efter de afgørelser, der eksempelvis træffes i Arbejdsretten. Ellers bliver systemet en parodi på sig selv, og skraldemændene i Århus har for 10-11 år og igen i år gjort alt for at sabotere tilliden. Må systemet en dag kasseres, bærer de lokale skraldemænd deres del af skylden.

Der er overhovedet ingen grund til hele dette drama. Hvis der er er tale om overtrædelser af overenskomsten, er der regler i samme, der tager højde for, hvordan overtrædelserne skal behandles. Som hovedregel hersker der fred mellem parterne i den periode, overenskomsten gælder. Det nytter ikke med små aktionsgrupper, som kører deres egen private krig mod et firma.

I Århus er det derfor på høje tid, at konflikten slutter. Der trænger til at blive ryddet op i de kolossale affaldsbjerge, der skæmmer byen. Det skulle også betyde, at kommunen i fremtiden kan slippe af med sit affald på en mere betryggende måde, så nysgerrige ikke finder fortrolige kommunale papirer i affaldsdyngerne.

De afdelinger i kommunen, der har ansvar for byens udseende, kunne passende få den set efter. Det er kun et spørgsmål om tid, før renovationen er fjernet, men det er utroligt, så beskidt resten af byen er. Faktisk skulle man tro, at fejemaskinerne, gartnerne og vejmændene havde strejket i årevis.

Århus trænger til en hovedrengøring. Hvis de ansvarlige på rådhuset er ligeglade med borgerne, så dog i det mindste af hensyn til turisterne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen