Ekspropriation til moské er i orden
Brabrand Boligforening kan uden videre tvinges til at afgive jord til en moské, hvis politikerne i Århus støtter byggeri ved Gellerupparken.
Politikerne i Århus kan uden videre ekspropriere Brabrand Boligforenings jord, hvis de ønsker, at der skal ligge en moské på arealet mellem Åby Ringvej og Gudrunsvej.
Forening for moské og islamisk kulturcenter i Århus ønsker at få lov til at bygge tæt ved Gellerupparken, og i et svar til folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) skriver miljøminister Connie Hedegaard (K), at det vil stride mod mange års praksis, hvis hun indskrænker mulighederne for at ekspropriere jord til religiøse formål. Planloven stiller ingen krav om, at offentlige myndigheder skal stå bag de projekter, jorden skal bruges til. Der skal blot være en lokalplan på vej, hedder det i svaret.
Massiv modstand
Morten Messerschmidt rejste sagen, da rådmand Peter Thyssen (R) luftede muligheden for at tvinge Brabrand Boligforening, der ejer det meste af området, til at afstå jorden til moské-byggeriet, hvis planerne bliver en realitet. I boligforeningens repræsentantskab er der massiv modstand mod at bruge området omkring Gellerupparken til formål, der kan forstærke ghetto-dannelsen.
»Det er rystende, at man kan ekspropriere til helt tilfældige politiske luner,« siger Morten Messerschmidt om ministerens svar.
»Den private ejendomsret er en af de vigtigste rettigheder i de vestlige samfund. Hendes svar understreger, at det er nødvendigt at holde en folkeafstemning i Århus om byggeriet, hvis planerne bliver en realitet. Egentlig burde en folkeafstemning omfatte hele landet, fordi vi har set, hvordan terrorister rekrutteres i moskéerne.«
Forening for moské og islamisk kulturcenter i Århus regner med, at byggeriet vil koste 50 mio. kr.
Foreløbig har foreningen samlet 609.000 kr. ind.