Stoffer er ikke cool
PÅ DET SENESTE har unges narkomisbrug været meget oppe i medierne. Det er dejligt at se, at der endelig kommer så stor opmærksomhed om emnet.
Jeg er selv ung, og jeg kender alt til de problemer, der eksisterer. Gang på gang bliver jeg tilbudt euforisende stoffer, når jeg går ud i festmiljøet. Det er utroligt ubehageligt at få tilbudt disse stoffer gang på gang, og det er næsten værre at se bekendte tage imod tilbuddene.
Alt for få unge kender til konsekvenserne af deres misbrug. De ved ikke, hvilke sundhedsmæssige konsekvenser deres misbrug har. Når stofferne er så åbenlyse for unge, er det svært at forstå, hvorfor der ikke bliver gjort noget mere ved problemet.
Heldigvis har de konservative fået gennemført en egentlig uddannelse og autorisation af dørmænd, og der er i øjeblikket stillet et forslag om at hæve bødeniveauet betydeligt for at have stoffer på sig. Forslaget indebærer, at bøden bliver højere og højere, jo flere gange samme person bliver taget med stoffer på sig. Disse ændringer ville glæde mange, da det så forhåbentlig bliver meget tryggere at bevæge sig ud i festmiljøet.
Gør noget selv
Endnu et problem er, at det er blevet "cool" at tage stoffer, og de eneste, der for alvor kan ændre på dette, er de unge. Hvis stoffer igen bliver ændret til noget "ufedt", vil færre og færre unge tage dem. Det er et spørgsmål om at ændre på stoffernes status i ungdommens miljø. Jeg vil virkelig håbe, at flere unge tænker sig om og vil hjælpe hinanden med at holde sig til de stoffrie miljøer. Så kan man jo også håbe på, at diskotekerne vil sætte ekstra styrker ind for at få standset det salg, der foregår.
Jeg sætter selv stor pris på, at venner og familie påvirker mig til aldrig at røre nogen form for euforisende stoffer.