OL-kandidat fra Thrott vandt DM-guld
Den 23-årige bryder, Tobias Fonnesbek fra Thrott Aabyhøj, vandt i weekenden sin tredje guldmedalje ved senior DM.
Man plejer at sige, at det er vigtigt at komme hurtigt i gang efter et nederlag.
Således var det måske heldigt, at det unge bryder-talent Tobias Fonnesbek skulle hurtigt videre fra Finland, hvor han for en uge siden opnåede en 11. plads ved EM.
Der var 34 deltagere med ved stævnet, men indsatsen var efter hans egen mening ”halvskuffende”.
Heldigvis for ham og hans klub gik det noget bedre på madrasserne i Nykøbing Falster-Hallerne, da der i weekenden skulle kæmpes om de danske seniormesterskaber. Tobias Fonnesbek skulle kæmpe tre kampe, før Danmarksmesteren kunne findes. Første kamp var svær. Aarhusianeren, der normalt kæmper i 60 kilo-klassen, begyndte som storfavorit i matchen. Men det var kun lige indtil en af de lokale favoritter fra Nykøbing Falster, Anders Ekstrøm fra BK Thor N, med sine 66 kilo vejede sig ind i samme vægtklasse – trods en vægtforskel på syv kilo.
Ekstrøm deltager også i EM og er derudover landsholdskollega med Tobias Fonnesbek.
Det blev en moralsk finale, da man ikke lavede om på seedningerne. Men Tobias Fonnesbek havde marginalerne på sin side og vandt kampen i en meget tæt dyst.
På en halvdårlig dag hvor mange ting ikke fungerede for den unge mand fra Aabyhøj, var sejren over en syv kilo tungere modstander en behagelig afslutning på den kamp. Fonnesbek kæmpede yderligere to kampe, som var hurtigere overstået, før han fik sin tredje guldmedalje om halsen ved et senior DM.
I alt opnåede bryderklubben Thrott Aabyhøj ni DM-medaljer i år.
Største OL-satsning
Den unge tømreruddannede mesterbryder er i øjeblikket Thrott Aabyhøjs største internationale satsning i seniorrækken, og der er store ambitioner på hans vegne. Den største målsætning for ham er at kvalificere sig til OL i Rio de Janeiro i 2016, hvor han skal kæmpe med de tunge favoritter fra traditionelle brydernationer som Tyrkiet, Aserbajdsjan, Rusland og Georgien.
Først skal han dog lige kvalificere sig til VM i Usbekistan i september. Ved det seneste VM i 2013 blev han nummer 17.