Glimt af Aarhus i 2013

Tilbageblik: Chili er det nye sort, 2017-millioner blæser i vinden, four more years til Jacob B., byggeboom for milliarder, kongelig kunst, Aarhus nu med Ø og topklasse- studieby i skurvogn. Her er nogle glimt af Aarhus i 2013.

Artiklens øverste billede
Efter fire ugers lockout og et regeringsindgreb var statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke en populær gæst ved 1. maj på Tangkrogen. Foto: Jan Dagø

Chili Klaus, alias Klaus Wunderhits, alias Klaus Pilgaard, havde prominent besøg i begyndelsen af september, da han søsatte sine chilismagninger hjemme i haven:

»Mine damer og herrer. En af de hårdtarbejdende politikere i Danmark, Jacob Bundsgaard.«

»Uha. Den er sindssygt stærk, men den smager godt,« sagde borgmesteren og blafrede med ørerne.

Senere på efteråret tog en stribe andre kendte som Allan Simonsen, Bubber og Hella Joof også den stærke udfordring op hos Chili Klaus, og setuppet blev i den grad et populært show på nettet og i medierne.

Politik – fem nye rådmænd

Samme Jacob Bundsgaard kunne et par måneder senere notere en sejr i årets store politiske duel, kommunalvalget i november.

Med 39.237 personlige stemmer fik socialdemokraten et stemmemæssigt håndslag på, at han er en populær borgmester i Aarhus.

Og selv om den røde farve blegnede en del på landsplan, holdt det røde flertal i Aarhus skansen ved et valg og en konstituering, der betyder udskiftning og rokering på alle fem rådmandsposter fra årsskiftet.

Bünyamin Simsek (V) bliver børn og unge-rådmand, Kristian Würtz (S) teknikrådmand, Thomas Medom (SF) socialrådmand, Jette Skive (DF) ældrerådmand, og Rabih Azad-Ahmad (R) kulturrådmand.

Blandt kommunalvalgets nyheder i øvrigt var Enhedslisten, der gik fra et til tre medlemmer af byrådet, men ikke opnåede en rådmandspost. En anden nyhed i byrådet er Liberal Alliance, hvor spidskandidat Lars Boje Mathiesen høstede 3.704 personlige stemmer og dermed en samlet sjetteplads blandt alle 31 medlemmer.

Byggeri – milliardboom

2013 i Aarhus stod i den grad i byggeriets tegn.

Mens å’et som bekendt forsvandt i Aarhus i 2011, fik byen i år tilføjet et Ø, som blev betegnelsen for den nye bydel på havnen, og i februar kunne avisen fortælle, at der bygges for hele 7,6 mia. kr. i Aarhus Ø.

Navitas, Bestseller, der blev sat på standby i en måneds tid på grund af Pihl & Søn-kursen, og Dokk1 er nogle af de kæmper, der rejser sig på havnen, men året sluttede med meldingen om, at planen om at bygge Danmarks højeste hus ved Lighthouse er skrinlagt.

Byggekranerne knejser også andre steder i byen: VIA's nye Campus Aarhus C rejser sig i Ceres-byen, Moesgårds nye museum er klar til åbning til efteråret, og der bygges i helt særlig grad på Det Nye Universitetshospital i Skejby.

Ikke langt derfra i Skejby bygges hele 31.500 nye kvm, som bliver en fordobling af en af byens største ”turistattraktioner”, og besøgstallet bliver garanteret ikke mindre, når Ikea åbner sit nye giga bolighus til sommer.

Uddannelse – i skurvogn

Byens største uddannelsessted, Aarhus Universitet, fik ny rektor i 2013, da den naturvidenskabelige dekan Brian Bech Nielsen overtog posten fra Lauritz B. Holm-Nielsen.

22 skurvogne var studiebyen Aarhus’ akuttilbud til boligløse studerende i august. Foto: Sofia Busk.

Den nye rektor høstede store roser fra studerende og medarbejdere, da han blev præsenteret, men senere på året skiftede tonen fra dur til mol, da rektoren præsenterede en spareplan til 225 mio. kr., som vil betyde, at et antal medarbejdere på universitetet får en fyreseddel til februar.

For byens nye studerende var der intet nyt ved studiestart, for vanen tro måtte en hel masse kigge forgæves efter en bolig.

Som noget nyt valgte Aarhus Kommune imidlertid i samarbejde med Studenterhus Aarhus at opsætte 22 skurvogne i otte uger på godsbaneområdet, som de boligløse studerende kunne leje sig ind i på dagsbasis.

130 kr. kostede en dag, men tilbuddet blev ikke revet væk, for efter de første uger med halv belægning svandt interessen, så der kun var få beboere tilbage de sidste uger.

Ifølge politikerne kan de studerende dog regne med akutboliger igen til studiestart i august, muligvis som toetagers modulboliger.

Skolerne – en måneds fri

Det var ikke en aprilsnar, da folkeskolelærerne blev lockoutet den 1. april og 25 dage frem, til et regeringsindgreb afsluttede konflikten, og undervisningen kunne genoptages mandag den 29. april.

Dermed manglede 9. og 10. klasse-eleverne en hel måneds undervisning til deres afsluttende eksamener, men i maj kunne skolerne berette, at eleverne ikke var ramt af eksamenspanik, og årets karaktergennemsnit viste sig at blive det højeste

i mange år.

Mens eleverne kom helskindede over lockouten, viste en trivselsundersøgelse i Aarhus i december, at lærernes trivsel og tillid til ledelsen var faldet markant.

»Vi har nået et historisk lavpunkt,« sagde lærerforeningens formand, Jesper Skorstengaard, og 2014 ligner et spændende år på skoleområdet, når skolereformen skal forvandles til virkelighed under ledelse af en ny skolerådmand, Venstres Bünyamin Simsek.

Kultur – venter på 2017

2017 blev også i 2013 det mest brugte tal i kulturens verden.

Briten Rebecca Matthews blev i februar præsenteret som ny direktør for 2017-kulturby-projektet, men hun måtte som resten af byens kulturfolk og politikere spejde forgæves efter de statslige støttemillioner, som Aarhus forventer, men som endnu ikke er aftalt. Seneste melding er, at regeringen forventer afklaring i løbet af foråret.

Rebecca Matthews blev i februar præsenteret som ny direktør i Fonden Aarhus 2017. Foto: Gregers Tycho

I rockverdenen satte Northside Festival ny rekord i 2013 med 25.000 solgte billetter og dermed udsolgt. Topnavnet Nick Cave gav trods en snottet næse en femstjernet koncert, og et nyt telt gav en tredje scene til festen i Ådalen, der er klar igen den 13.-15. juni med navne som Arcade Fire og The National.

Fra litteraturens verden kunne man den 8. juni i JP Aarhus læse en artikel med overskriften ”Ghettodrengens gadepoesi” om en 18-årig digter, der voksede op i Trillegården og nu går på forfatterskole i København.

Fire måneder senere kendte alle danskere navnet Yahya Hassan, og hans digtsamling er med 100.000 eksemplarer den bedst sælgende nogensinde i Danmark.

Årets festuge bød bl.a. på bypark, mexicansk containerkunst og John Cale, og Sculpture by the Sea 2013 trak igen over 500.000 tilskuere til stranden til glæde for medarrangøren Aros, som også vil huske året for dronningens og prinsgemalens udstilling ”Pas de deux royal” og et farvel til direktør Jens Erik Sørensen.

Trafik – vejfond til 1 mia.

»Kør i kø with Aarhus.«

Det kunne være et nyt turistslogan, for byggeboom er lig med bøvl, så byens bilister blev i den grad testet på tålmodigheden i 2013. Køkørsel på havnen og i midtbyen blev hverdag, og debatten biler og cykler hot i valgkampen, hvor de borgerlige partier foreslog oprettelse af en vejfond på 1 mia. kr., som skal fjerne trafikpropperne.

Året igennem fortsatte debatten om tre andre store trafikemner: Skal Aarhus have en ny lufthavn? Skal Aarhus have en Marselis-tunnel, og skal Aarhus og resten af Danmark have en Kattegat-bro?

Lufthavnsdebatten fortsætter i 2014, når ejerkommunerne bag Aarhus Lufthavn skal beslutte, om de vil investere op mod 50 mio. kr. mere i lufthavnen. Og Peter Høgsberg, der tiltrådte som ny direktør den 1. juli, får stensikkert et travlt nyt år.

Marselis-tunnelen har stadig et politisk flertal i byrådet, selv om SF vil have stoppet projektet, og Kattegat-broen er fortsat et stort ønske i Aarhus. Men kæmpe-projektet har muligvis fået endnu længere udsigter, da regeringen i 2013 besluttede at satse togfondmilliarder på en timedriftmodel, som skal afkorte rejsetiden mellem Aarhus og København til to timer.

Sport – danseguld

Målt i metal var det vist en stribe af byens bedste dansere, der toppede sportsåret 2013 i Aarhus.

Hele tre lokale par nåede til tops i verdenseliten og høstede VM-guld; Michelle Abildtrup/Martino Zanibellat, Bjørn Bitsch/Ashli Williamson og Tania Kehlet/Emanuel Valeri.

På håndboldbanen kunne Århus Håndbold i februar juble over sejr i pokalfinalen, og holdet overvintrer på en sjetteplads og holder pause, mens Danmark

i januar er EM-arrangør.

Mens der blev høstet en enkelt pokal i håndbold, var det småt med pokaltriumfer for byens bedste fodboldhold, AGF.

Størst AGF-opmærksomhed trak nok den tidligere angriber Peter Graulund, der i en bog langede ud til flere sider og i oktober blev fyret som hjælpetræner i klubben. Bogen ”Jeg er nummer 11”, der af flere blev betegnet som et selvmål, fik én stjerne af JP’s anmelder med betegnelsen »pinlig biografi«.

På banen leverede AGF en skidt sæsonafslutning, hvor holdet af angriber Søren Larsen blev betegnet som »i opløsning«, og holdet sluttede efterårssæsonen på en ottendeplads.

Som altid er de hvide dog leveringsdygtige i det, som alle fodboldfans elsker allermest. For med kun tre point ned til nedrykningsstregen er der lagt op til et varmt forår – med masser af spænding.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.