- Artiklen opdateres
Tre piger sigtet for overfald på mor
Politiet har fundet frem til tre piger, der mistænkes for at klippe totter af 34-årig kvindes hår.
Østjyllands politi har sigtet tre piger, der mistænkes for at overfalde en 34-årig mor fra Risskov ved Aarhus, mens hun var ude at gå tur med sin etårige søn i en barnevogn.
Ifølge politiet er der tale om to piger på 14 år og en på 17 år. De er nu alle sigtet for vold.
Overfaldet skete fredag aften, og pigerne råbte angiveligt "fucking danskertøs!" efter kvinden, der også fik klippet totter af sit hår og fik klippet i sit tøj med en saks, inden hun kom væk.
Overfaldet skete på Bredkilegade ved Vejlbygade fredag klokken 18.15.
Afhørt
Politiet har fundet frem til pigerne efter at have efterlyst dem.
Ifølge politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi, er de tre piger blevet afhørt i overværelse af en repræsentant fra socialforvaltningen, og de er alle løsladt igen.
"De er fortsat sigtet i sagen, og vi efterforsker videre og undersøger, om der er flere medgerningsmænd- eller kvinder på fri fod," siger politikommissæren.
Løsladt
Han kan ikke løfte sløret for, hvordan de unge piger har forholdt sig til sigtelsen, men han forklarer, at der ikke er noget, der taler for at opretholde anholdelsen. Derfor blev pigerne løsladt igen mandag kl. 16.40.
"De har fået mulighed for at forklare, hvad de lavede fredag aften, og hvor de var," siger han og fortsætter:
"Vi har en formodning om, at det er disse piger, der står bag overfaldet. Formodningen bygger vi på blandt andet deres adfærd og signalementet."
Tre forskellige patruljevogne kørte ud og anholdt de tre piger. Østjyllands Politi kan ikke kommentere på, om pigerne i forvejen var kendt af politiet.