Aarhus vendte ryggen til Thorning

"Hun har ikke hørt på os, så hvorfor skulle jeg lytte til hende," lød det fra en af de fremmødte lærere.

Artiklens øverste billede
Statsminister Helle Thorning-Schmidt havde mere end svært ved at få ørenlyd, da hun holdt sin 1. maj-tale i Tangkrogen i Aarhus.

Helle Thorning-Schmidt blev ikke kun mødt af tilråb og fløjter i Tangkrogen ved Aarhus i dag. Flere af de fremmødte stillede sig direkte med ryggen til scenen, da statsministeren gik på talerstolen.

Blandt dem var mange medlemmer af FOA Århus. De havde planlagt aktionen specielt til dagens besøg fra Statsministeriet.

”Vi havde kun ét signal, vi ville sende i dag, og det er, at FOA Århus vender ryggen til regeringens politik,” siger formand Kirsten Normann Andersen til Jyllands-Posten.

"Vi bliver de næste"

FOA Århus var med på arbejdsdernes internationale kampdag, fordi man i den faglige organisation, der organiserer de offentligt ansatte, frygter at stå i samme situation som lærerne ved overenskomstforhandlingerne i 2015.

”Vi er i fuld gang med at mobilisere, inden det bliver vores tur, for vækstplanen er baseret på, at der skal findes 12 mia. kr. i vores overenskomster. Det synes vi virkelige er usmageligt,” siger Kirsten Normann Andersen.

Lærere støttede FOA

Århus Lærerforening havde planlagt en aktion, hvor de fremmødte lærere holdt en plakat med en sur smiley op i luften under talen.

Oven i det valgte flere af lærerne også at vende ryggen til Thorning. En af dem var Connie Goosmann fra Bavnehøjskolen i Hadsten.

”Det valgte vi at gøre, for vi slet ikke synes, vi er blevet hørt her under konflikten. Det må ikke være rart for hende at stå der oppe, men det må også være, hvad hun kan forvente, når hun agerer, som hun gør,” siger hun til Jyllands-Posten.

Men var det her netop ikke en mulighed for at høre hendes forklaring?

”Hun har ikke hørt på os, så jeg var egentlig ikke interesseret i at lytte til hende.”

”Thorning er cool”

Lars Spangsgaard Jensen er lærer på Sabro-Korsvejskolen i Aarhus. Han havde taget turen til Tangkrogen sammen med sine kollegaer for at støtte aktion sur-smiley.

Han hørte ikke meget af statsministerens tale, men det vigtigste for ham var at møde op og vise sin utilfredshed.

”Hun er jo lidt cool, når hun står der oppe, men det her er jo vores mulighed for at råbe op,” siger han til Jyllands-Posten.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen