Musik Festival udvider med messe
Den årlige Musik Aarhus Festival præsenterer en efterfølgende, gratis messe.
I januar er det tredje gang, at alle med bare den mindste interesse for musik kan tage til gratis musik festival.
Men der kommer et par små nyheder, eftersom at festivalen udvider med to ekstra koncertaftener og en musikmesse.
"Musikmessen skal mindske afstanden mellem de udøvende musikere og byens musikforbrugere. Arrangementet er ikke en rendyrket branche-ting, men en begivenhed, der henvender sig til alle musikinteresserede," forklarer Mikael Juul Larsen, marketing manager i Fonden VoxHall ( inkluderer spillestederne Atlas og VoxHall, red.).
Udover Atlas og Voxhall står også Radar, Train og Promus bag musikmessen, der finder sted på Godsbanen i dagtimerne lørdag den 19. januar.
Mikael Juul Larsen forklarer, at messen er tænkt til at henvende sig til både unge og ældre og børnefamilier. Repertoiret består nemlig af musikskoler, koncertarrangører, pladeselskaber og andre musikrelaterede organisationer.
Musik Aarhus Festival 2013 finder sted i perioden 10.-19. januar.