Blotter-sag førte politiet til illegal
Politiet gjorde en opsigtsvækkende opdagelse, da det anholdt en blufærdighedskrænker.
I snart to døgn har Østjyllands Politi forsøgt at finde frem til identiteten på en udenlandsk mand, som torsdag aften kl. 21.50 blev anholdt på Janesvej i Brabrand vest for Aarhus.
Politiet formoder, at manden er egypter, men man er ikke kommet tættere på hverken navn, alder eller hvad hans opholdstilladelse i landet bygger på.
Indtil videre tyder intet dog på, at manden har ret til at være i Danmark, og derfor blev han lørdag fremstillet i grundlovsforhør for overtrædelse af udlændingeloven.
"Det kan godt være, at han er registreret i systemerne. Men vi har intet kunne finde på ham ud fra de oplysninger, han har givet. Nu håber vi, at han forstår alvoren, når han stilles for en dommer, så vi kan komme til bunds i, hvem han er," sagde politikommissær Peter Hunniche fra Østjyllands Politi før grundlovsforhøret.
Kan ende i Sandholm
Resultatet af grundlovsforhøret blev varetægtsfængsling i 14 dage. Den ukendte mand har valgt at kære til landsretten.
I mellemtiden vil politiet forsøge at finde frem til mandens identitet, nu hvor han ikke selv har formået at gøre tilstrækkeligt rede for sin gøren og færden.
"Hvis det går, som det plejer i disse sager, bliver han efterfølgende fragtet til Sandholm med henblik på at blive udvist. Det er sådan, jeg tror, det ender," siger Peter Hunniche.
Blottede sig på gaden
Mandens ukendte identitet er dog ikke det eneste opsigtsvækkende i sagen, oplyser politikommissæren.
Østjyllands Politi fandt nemlig frem til manden ved, at han blev anmeldt for blufærdighedskrænkelse i Brabrand.
"Vi modtog torsdag aften en anmeldelse fra en borger om, at han sammen med nogle andre tilbageholdt en blotter, som havde vist sit lem frem ude på gaden," fortæller Peter Hunniche.