Lufthavn skærer 10 pct. af arbejdsstyrken
Aarhus Lufthavn måtte onsdag afskedige flere medarbejdere efter Cimber-Sterling-konkurs.
10 pct. af medarbejderstyken i Aarhus Lufthavn måtte onsdag forlade deres job som følge af et lavere flyaktivitetsniveau. Det skriver DR Østjylland.
Med Cimber-Sterlings konkurs i april forsvandt nemlig samtidig 20 pct. af de rejsende indlandspassagerer på ruten mellem Aarhus og København.
Til DR oplyser direktør i Aarhus Lufthavn Ole Paaske, at der mangler fire returflyvninger på distancen til hovedstaden, før at have et optimalt trafikprogram. Konsekvensen for lufthavnen blev at afskedige blandt personalet.
"Vi har tilpasset lufthavnen til det aktivitetsniveau, der tegner sig lige nu, men vi arbejder på og håber på, at det bliver øget," siger lufthavnsdirektøren.
Ole Paaske forventer dog ikke, at stillingerne skal genbesættes, selvom fremtiden skulle byde på bedre tider.