Stejlende hingst på rød djævel til Aarhus
Classic Race byder på en af de helt store overraskelser.
Har du benzin i blodet, eller kan du bare godt lide at se klassiske racerbiler, banke igennem gaderne på en sommerdag?
Så glæd dig. For første gang nogensinde vil et eksemplar af det mest ikoniske Formel 1-mærke gennem alle tider køre på en dansk racerbane, når der afholdes Classic Race Aarhus den 22.-24. juni.
I år vil det være muligt at opleve en af de blodrøde Ferrari-racere tæske rundt på asfalten om Mindeparken.
TV rykker ind
”Vi har indgået en aftale med Viasat om, at TV3+ for en weekend flytter det tv-studie til Aarhus, som man bruger til sine Formel 1-transmissioner,” fortalte Niels Brøchner, bestyrelsesformand for Fonden Classic Race Aarhus, på et pressemøde i går.
Og timingen kan ifølge formanden ikke være bedre.
”Årets løb finder sted i samme weekend som Europa Grand Prix'et i Valencia, og vi planlægger vores løbsprogram i Aarhus således, at TV3+ får mulighed for bl.a. at sende en række liveoptagelser med de gamle racerbiler og deres historie, inden man skifter over til transmissionen med de moderne fra Valencia.”
Classic Race Aarhus køres for tredje gang, og for første gang bliver det et CO2-neutralt motorløb på dansk grund.