Venstrefløj til byrådsmedlem: Gå af
Bestyrelsen i Enhedslistens Århusafdeling opfordrer Jette Jensen til at træde tilbage.
Bestyrelsen i Enhedslistens Århusafdeling har besluttet, at Jette Jensen ikke længere kan repræsentere Enhedslisten i Århus Byråd og forventer, at hun træder tilbage.
Det oplyser Enhedslisten i en pressemeddelelse udsendt sent onsdag aften.
Den kontante melding kommer efter at Jette Jensen fortsat støtter det nye skoleforlig.
Brud på vedtægter
Det sker, selvom et afdelingsmøde i Enhedslisten tirsdag aften vedtog, at Enhedslisten skal trække sig fra skoleforliget.
Bestyrelsen vurderer, at dette er et brud på afdelingens vedtægter, som fastslår medlemsdemokratiet som højeste myndighed, også i relation til byrådsarbejdet.
Jette Jensen, som også er formand for teknik- og miljøudvalget i Aarhus Kommune, sagde onsdag, at hun ikke har tænkt sig at trække sin støtte til forliget.
Bindende aftale
"Jeg har skrevet under på forliget, og det kan man ikke bare trække tilbage," siger Jette Jensen til jp.dk med henvisning til aftalen om skolestrukturen, som er i høring lige nu.
Skoleforliget betyder, at Kolt Skole, Vejlby Skole og Rundhøjskolen skal lukke.