Aarhus Kommune får hjælp med misbrug
Et nyt samarbejde skal sikre specialiseret hjælp til børn og unge fra misbrugsfamillier.
Sårbare børn og unge fra familier med alkoholmisbrug får nu en grund til at ånde lettet op.
Et samarbejde mellem Aarhus Kommune og den misbrugbekæmpende organisation IOGT skal sikre, at kommunens rådgivere får faglig sparring fra IOGT, og at børnene får målrettet hjælp.
Børnene taber
"Når forældre har problemer med alkohol, går det hårdt ud over børnene. I IOGT har vi en særlig viden om de meget specifikke problemer, som et alkoholmisbrug skaber i familierne. Vi kan derfor assistere de ofte travle familierådgivere i komplicerede sager, hvor alkohol er en del af problemerne," forklarer projektleder og konsulent Christine Elsner fra IOGT Rådgivning Aarhus og fortsætter:
Samarbejdet med Aarhus Kommune sikrer, at de udsatte børn og unge får hurtigere og mere specialiseret hjælp".
Alkoholrådgivningen fra IOGT er gratis for både Aarhus Kommune og de involverede familier, da projektet er finansieret af TrygFonden. Håbet er, at samarbejdet kan være med til at nedbringe antallet af familier, der splittes på grund af alkohol.