Ombudsmanden har opgivet Koldau-sagen
I marts opsagde musikprofessor Linda Maria Koldau sin stilling på Aarhus Universitet.Derfor har Folketingets Ombudsmand besluttet ikke at gå yderligere ind i sagen.
»Sagen rejser en række væsentlige, principielle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg har derfor besluttet at se på sagen.« Sådan lød det i februar fra Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, da han meddelte, at han af egen drift besluttede at gå ind i sagen om musikprofessor Linda Maria Koldau fra Aarhus Universitet. Sidste år kritiserede professoren offentligt fagligheden på musikvidenskab, hvilket førte til en skriftlig advarsel fra ledelsen.
Krav i advarsel frafaldet
Ombudsmandens beslutning om at undersøge sagen nærmere synes at være blevet overhalet af sagens udvikling, for han har nu valgt at opgive den helt. Han begrunder sin beslutning med, at professoren har opsagt sin stilling med udgangen af 2012, ligesom det har betydning, at de to parter i mellemtiden har indgået forlig. »Aftalen betyder, at Aarhus Universitet frafalder de krav, som universitetet stillede i advarslen til Linda Koldau. Derfor har jeg efter en samlet vurdering valgt at koncentrere min institutions ressourcer om andre af de mange verserende sager,« siger Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.
Fokus på ytringsfrihed
Selv om ombudsmanden ikke går ind i sagen, håber han, at Aarhus Universitet har taget ved lære af den. »Når jeg ikke fortsætter min undersøgelse, kan jeg selvsagt ikke give udtryk for nogen endelig opfattelse af den konkrete sag. Jeg går dog ud fra, at universitetet vil overveje, hvilke erfaringer man kan drage af sagen,« noterer han i pressemeddelelsen og understreger i et brev til universitetsledelsen, at han fremover også vil have fokus på ytringsfrihed for offentligt ansatte. Dekan på Faculty of Arts på Aarhus Universitet Mette Thunø havde i går endnu ikke læst brevet fra Ombudsmanden og havde derfor ingen kommentarer.
Tillid til ledelsen var væk
Linda Maria Koldau valgte i marts i år at opsige sin stilling, da hun havde mistet tilliden til ledelsen på Aarhus Universitet. Dette skyldtes, at medarbejdere og ledelse holdt et møde i august sidste år, som hun ikke blev orienteret om. »Aarhus Universitet har med andre ord mistet al sin troværdighed,« skrev hun i et læserbrev, som blev bragt i Dagbladet Information. Musikprofessoren ønsker at gøre sit arbejde færdigt, da flere studerende har meddelt hende, at de glæder sig til hendes forelæsninger i efteråret.