Tre gange påsat brand

Tre gange søndag aften blev der påsat brande ved Viby Gymnasium.

Første tilfælde af brand indløb til alarmcentralen kort efter kl. 19, hvor der var ild i en skurvogn, som benyttes af de håndværkere, som er i færd med at opføre gymnasiets nye idrætshal.

Nogle aviser var blevet antændt og ilden havde forårsaget, at et bord og en stol i vognen var skadet.

Personen, der havde antændt branden, havde skaffet sig adgang ved at smadre en rude i vognen med en kampesten, oplyser politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.

Politiet afsøgte området med hunde, uden resultat.

Omfattende røgskade

Kl. 20.14 fik alarmcentralen endnu en melding om ild – denne gang på selve gymnasiet.

Endnu en gang var der smadret en rude med en sten, og der var antændt ild. Denne gang gik det ud over en pc-skærm i et lokale, hvor branden fik flere loftspaneler faldt ned og forårsagede omfattende røgskade.

Totalt udbrændt

Sidste tilfælde af brand ved Viby Gymnasium fandt sted kort før kl. 22. Endnu en gang var det håndværkernes mandskabsskur, det gik ud over.

Denne gang var ilden så kraftig, at vognen udbrændte totalt.

”Vi har sikret effekter fra de forskellige brande, som vi nu har sendt videre til nærmere undersøgelse,” fortæller politikommissær Mogens Brøndum.

Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der har oplysninger, der kan føre til opklaring af de tre tilfælde af påsat brand.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen