Store forventninger til AGF-kamp

AGF Fanclub sprudler med optimisme til sæsonpremieren i aften, selvom klubbens sæsonpremiere-statistik ikke ser alt for god ud.

Artiklens øverste billede

Siden sæsonen 02-03 har AGF ikke vundet sæsonens første kamp i Superligaen. Dengang vandt de 2-0 over FC Nordsjælland, men siden har sæsonpremieren kun bestået af nederlag, en enkelt uafgjort samt én enkelt sejr i 1. division.

I aften kl. 19.00 har AGF endnu engang sæsonpremiere i superligaen mod AaB, men optismismen hos fanklubben fejler bestemt ikke noget på trods af den nedslående statistik.

"Statistikken må vi lave om på - startende i dag," fortæller Jan Jensen, der er formand for AGF Fanclub.

Han mener, at selve fodboldspillet hos favoritholdet er blevet bedre.

"De har vist, at de kan lave hurtigt omskiftningsspil og spiller mere offensivt fodbold. De er også begyndt at lukke mere af i defensiven. Bliver der scoret et mål, må vi score tre," siger Jan Jensen.

God stemning

Han beretter desuden, at der er en enorm god stemning hos fanklubbens medlemmer.

"Alle er i godt humør. Folk glæder sig til at råbe og skrige lidt igen. Det glæder vi os altid til," fortæller Jan Jensen.

Også på AGF Fanclubs hjemmeside kan man i en pressemeddelses spore en vis begejstring. Der står:

"Med det ambitionsniveau, man har i klubben, så forventer vi, at man går efter europæisk fodbold til næste år. Dette betyder naturligvis, at vi forventer enten en sejr i pokalturneringen eller en placering blandt top 3-4 i ligaen! Begge dele ville ikke genere nogen, men et af målene vil være passende at opnå.

I virkeligheden ligger vores største forventninger i spillet og indstillingen: Vi forventer, at der bliver kæmpet for den hvide trøje, således at den opgivende attitude aldrig vil være at finde hos Byens Hold og med den spillestil, der er lagt an til, så forventer vi underholdende og offensivt fodbold på NRGI Park. Opfyldes disse forventninger, så følger placeringen også med!"

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen