Swing er hans modersmål

Han er 47 år og en af verdens bedste jazz-trommeslagere.

Artiklens øverste billede

I sit liv drives han af kærlighed til musikken og ønsket om at blive endnu dygtigere. Ung har han været så længe, at han nu må øve sig på at være ung-gammel.



På Aarhus International Jazz Festival Århus er han endnu en gang for at spille sammen med Klüvers Big Band ved de fire koncerter i træk i Ridehuset, der begyndte i aftes. For ham er succes ikke et mål i sig selv. Under et par timers samtale på Hotel Scandic understreger han, at han ikke opfatter sig selv som jazzmusiker, men som professionel musiker. Indholdet, kvaliteten er afgørende.



»Et godt ur er svært at lave, mens det er let at fremstille et dårligt ur. Med musik er det ikke anderledes. Det er såre simpelt at komme til tops i vor tids underholdning, hvis man spiller, enkel primitiv musik,« siger han.



»Det svære er at udtrykke sig nuanceret i en krævende musikform. Musik er et sprog, som mennesker forstår, uanset uddannelse, nationalitet, land og religion. Jazz sletter alle forskelligheder, og der er ingen forskel på at arbejde med amerikanske og danske musikere.«

Talentet forpligter

Han er begejstret for at være tilbage i Århus, som han uregelmæssigt har besøgt den seneste snes år. Personlige, varme relationer er det blevet til. Samarbejdet er blevet bedre og bedre år for år.



En ny tids jazzmusiker med rødder i swingtiden er Dennis Mackrel. Han har styret uden om alle branchens kendte faldgruber og yder ikke sit eget bidrag til virkeligheden og myten om jazzmusikeren som offer. Han ser en særlig forpligtelse i talentet. Derunder pligten til ikke at lade det rådne væk i menneskeligt forarmende udskejelser. Han mener uden vaklen:



»Den, der er givet meget, skal yde det ekstraordinære. Gud har givet mig en gave, som jeg skal tage vare på. Swing, kald det bare swing denne utrolige evne til at omsætte trommelyd til hjerteslag.«



Hvorfor er der så mange jazzmusikere, der frygter og hader trommeslagere?



Dennis Mackrel protesterer ikke, men smiler, da jeg fortæller ham et par særprægede eksempler: Tenorgiganten, Stan Getz, fyrede på en turné hver aften trommeslageren. På Bent J. i Århus truede altsaxofonisten, Frank Morgan, der netop var løsladt fra San Quintin fængslet efter en dom for mord, med at dræbe den lokale nu afdøde ”Tromme Jørgen” Nielsen.



»Hvis trommeslageren er dårlig, kan selv de dygtigste ikke stille noget op. En saxofonist eller en trompetist kan øve sig syv-otte timer i døgnet og være et musikalsk geni, men trommeslageren kan spolere det hele. Når man sidder ved trommerne, styrer man musikken.



Vi bliver født til at lede. Derfor er det naturligt, at flere og flere trommeslagere får eget orkester.«

Blandt de største

Swing er alt, der ikke står i noderne. Dennis Mackrel kalder swing for sit modersmål. Han, der blev født i Omaha, Nebraska, slog allerede som to-årig på tromme med, hvad der var for hånden.



Sin musikalske udfoldelse fik denne komplet ukrukkede verdensstjerne på University of Nevada i Las Vegas. Aldrig var der tvivl i hans sind om, at han skulle være musiker og spille jazz.



I 1982 kom han til New York for at tromme for Manhattan Symhony Orchestra for året efter at blive medlem af William Count Basies orkester.



Da Basie døde i 1984, og orkestret fortsatte med Thad Jones som leder, var Mackrel stadig med. Den meget unge mand lærte for livet i et band, der med ubesværet kraft, en fantastisk rytmegruppe og en pågående blæserlyd spillede overdådig musik.



Mackrel fortsatte sin vej mod stjernerne hos blandt andre Mel Lewis/Vanguard Jazz Orchestra, Carla Bleys Very Large Big Band og ikke mindst i Dizzy Gillespies Alumni Orchestra. Karrieren bragte ham i selskab med Lionel Hampton, Tony Bennett, Joe Williams, Nancy Williams og Quincy Jones, men den århusianske trommeslager, Jørn Okbo, sporer først og fremmest lyden og stilen fra Basie, når byens celebre, amerikanske gæst er på stikkerne.



»Jeg kan ikke få større kompliment,« fastslår Dennis Mackrel.

Ikke alt er jazz

I over halvdelen af hvert år er Dennis Mackrel i sine roller som solist, arrangør og underviser væk fra sit hjem i New York, sin kone Annette og de to børn, en søn på 14 år og en datter på 10. Hvis han skulle vælge imellem musikken og familien, ville han vælge familien, men Annette sørger for, at han ikke behøver at vælge.



I denne turbulente tid, da jazzfestivaler har meget andet end jazz på programmet, præges medieomtalen af en åh-så-forstående holdning til tidsånden. Mackrel undrer sig derimod over, hvad f.eks. Eric Clapton og Stevie Wonder har at gøre på en jazzfestival. Jeg nænner ikke at fortælle ham om, hvem Sebastian er, og hvad han gør på Copenhagen Jazz Festival.



»Jeg er bekymret,« siger Mackrel, der med sit spil og sine forrygende swingende arrangementer løfter Klüvers fremragende bigband til nye, forbløffende højder.



»Hvis alt kan markedsføres som jazz, mister ordet enhver mening.«



Det drejer sig midt i vores overflod og armod vel om penge?




»Penge har aldrig spillet en rolle for mig, da jeg valgte at spille jazz. Tiden hos Basie og Gillespie forandrede mit liv. Den gjorde det rigere.«

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen