Pårørende til trafikdræbt: »Det er helt forkert«

En 35-årig mand blev i går idømt et år og tre måneders fængsel for uagtsomt manddrab på en16-årig somalisk dreng.

Artiklens øverste billede

Dommen blev sagte diskuteret på de bagerste stolerækker i Retten i Århus, da der efter to lange dage faldt dom i den såkaldte Sabrosag. Den tiltalte - en 35-årig mand - blev idømt et år og tre måneders fængsel. Derudover fik manden frakendt sit kørekort i seks år, skal betale en bøde på 14.500 kr., ligesom han skal betale en erstatning på 52.095 kr. til den 16-åriges familie og betale sagen omkostninger.







»15 måneder er helt forkert. Jeg havde gerne set, at han havde fået otte års fængsel,« lød det fra det 16-åriges offers far, Jimale Mohamod, efter domsafsigelsen.



Han henviste til strafferammen for uagtsomt manddrab, som under særligt skærpende omstændigheder er fængsel i otte år.



Samme holdning havde hans datter Farhia Mohamod:



»Det er alt for lidt, når man tænker på, at han har slået et menneske ihjel.«



Sagen begyndte søndag den 3. maj, da den 35-årige mand kørte en 16-årig somalisk dreng fra Brabrand ned på et græsareal ved krydset mellem Larixvej og Vistoftvej i Sabro ved Århus.



Forfulgte de unge i bil

Forud for ulykken havde den 35-årige opdaget, at den 16-årige sammen med tre kammerater havde forsøgt at stjæle en mini-firhjulscrosser, som stod i den 35-åriges indkørsel. Drengene kom ikke langt med crosseren, før den 35-årige kom ud og råbte efter dem. De fire drenge smed crosseren og tog flugten. Herefter gik det stærkt.



På ganske få minutter fik den 35-årige tøj på og kørte af sted i bilen mod Vistoftvej. Her endte den sti, som de fire drenge var løbet ad.



Den 35-årige har i retten fortalt, at han ønskede at lave en civil anholdelse af drengene, hvilket han havde gjort flere gange i sit tidligere job som dørmand. Sådan gik det dog ikke.



De tre kammerater til den afdøde 16-årige fortalte tirsdag i retten, at de var på vej mod busstoppestedet over for tankstationen, da de så den 35-årige komme mod dem i sin bil.



Den 16-årige snublede

De løb da ind på et græsareal ved krydset mellem Larixvej og Vistoftvej, og bilen fulgte efter dem. Ifølge deres vidneudsagn snublede den nu afdøde 16-årige på sin flugt, inden han blev ramt af bilen.



Han kom ind under bilen og blev påført så alvorlige læsioner, at han fire timer senere døde af sine kvæstelser.



I løbet af ugens to retsmøder er 11 vidner afhørt. Herunder de tre kammerater, bilinspektøren, politiet, ambulancelægen og vicestatsobducenten.



Vidne fik et knus

Også kvinden, som havde ydet førstehjælp til den 16-årige umiddelbart efter uheldet, vidnede. Hun blev mødt af en hjertelig omfavnelse fra den 16-åriges far, Jimale Mohamod, da de mødtes i retssalens venteværelse.



Både anklageren og forsvareren fokuserede i deres bevisførelse og procedure meget på spørgsmålet om, hvorvidt den 16-årige havde ligget ned eller stået helt eller delvist op, da bilen ramte ham. Det var dog tydeligt, at de lagde vægt på forskellige dele af tre kammeraters vidneudsagn.



Dommeren endte med især at fokusere på ambulancelægens og vicestatsobducentens vidneudsagn. De pegede begge på, at de fysiske skader på drengens krop viste, at han var faldet og var ved at rejse sig, da han blev ramt af bilen.



Dommeren begrundede dommen med, at den 35-åriges hensynsløse kørsel var skyld i den 16-åriges død.



Forsvarer: Hård dom

Den 35-årige blev dog frifundet for straffelovens paragraf 252, da der ikke var bevis for, at han havde voldt nærliggende fare for de øvrige tre drenge.



Med en fængselsdom på 1 år og 3 måneder blev anklagemyndighedens mål om halvandet års fængsel næsten nået.



Forsvareren var derimod ikke begejstret for dommen.



»Jeg synes, at dommen var for hård. Jeg havde forestillet mig, at den ville komme til at ligge på 10-12 måneder,« forklarede forsvarer Helle Vermeij.



Helle Vermeij og hendes klient ønsker sig nu betænkningstid i forhold til, hvorvidt de ønsker at anke sagen. De regner med at have besluttet sig om en uges tid.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen