Ceylan får drømmekamp efter kokaindom: »Jeg kan kun være taknemmelig«

Efter knap tre måneders hård nedtur grundet en positiv kokaintest er Dennis Ceylan klar til karrierens måske største kamp, og aarhusianerne er sikre på, at hans kokainbommert har gjort ham stærkere.

Artiklens øverste billede
Efter en nedtur i privatlivet er Dennis Ceylan klar til måske den største kamp i bokseringen. Foto: Joachim Ladefoged

Det har i den grad været nogle turbulente måneder, som Danmarks bedste bokser, Dennis Ceylan, her i starten af september kan kigge tilbage på.

I marts endte aarhusianerens forsvar af sit EM-bælte i en blodig teknisk uafgjort, da hans engelske modstander Isaac Lowe med en skalle åbnede Ceylans ene øjenbryn så voldsomt, at dommeren måtte stoppe kampen.

En rum tid senere opgav Dennis Ceylan så at forsvare sit EM-bælte igen, da han hellere ville møde britiske Kid Galahad på selveste Wembley, hvor en sejr måske kunne bringe ham tættere på en kamp mod den regerende verdensmester i bokseforbundet IBF, Lee Selby.

Men midt i euforien over den store kamp, skete så det, der vendte succes til en dyb nedtur. I juni kom det frem, at Dennis Ceylan noget tid efter kampen mod Isaac Lowe var blevet testet positiv for brug af kokain, og det betød, at den store kamp på Wembley blev aflyst for aarhusianerens vedkommende.

I sommerens sidste dage begyndte solen dog atter at skinne på Dennis Ceylan igen.

Aarhusianeren har nemlig fået programsat en ny kamp, en kamp, som er endnu større end kampen mod Kid Galahad. For hvis Dennis Ceylan vinder over britiske Josh Warrington i Leeds den 21. oktober, er danskeren garanteret en IBF-VM-kamp med Lee Selby.

Dennis Ceylan er godt klar over, at han har meget at takke sin promoter, Nisse Sauerland, for i denne tid.

»Ja, det er en større kamp for mig, fordi en sejr netop garanterer den VM-kamp, jeg drømmer om. Det er held i uheld, eller hvad man siger. Jeg kan kun være taknemmelig for, at jeg får den her chance, efter jeg dummede mig ved at tage kokain. Det viser, at Nisse Sauerland stadig tror på mig og ikke har givet op på mig. Det er jeg meget glad for, også fordi jeg jo ikke har vist, om jeg på grund af det her kunne miste min kontrakt,« siger Dennis Ceylan.

Hårdt at fortælle børnene

Dennis Ceylan fortæller, at de seneste par måneder, hvor han har været genstand for megen omtale og mange overskrifter i medierne, hvori ordene kokain og dopingtest har indgået, har været meget hårde.

Hårde, fordi den aarhusianske bokser føler, at alle øjne i Danmark har været rettet mod ham og hans positive test for indtag af kokain uden for konkurrence.

»Jeg lavede én fejl, og jeg følte, at alle derefter bare ville have mig ned i mudderet. Journalister har ringet til mine sponsorer for at spørge, om de stadig ville støtte mig, efter jeg blev testet positiv for kokain. Jeg lavede én fejl, og jeg synes, det er voldsomt, hvis det skulle ødelægge hele mit liv. Dermed ikke sagt, at det jeg gjorde ikke var dumt, men jeg dummede mig én gang,« siger Dennis Ceylan.

Det sværeste for aarhusianeren var dog, da han skulle fortælle sin datter og sin søn, at han havde taget kokain.

Dennis Ceylan mistede sin mor, da hun døde af en overdosis heroin, og derfor har han og kæresten før skulle fortælle deres to børn om de alvorlige farer ved stoffer, som de dog har kaldt ”farlig medicin” over for børnene.

»Min straf for det her var, at jeg skulle fortælle mine børn, at jeg havde taget kokain. Min straf var, at jeg skulle se dem blive kede af det og bange for at miste deres far. Min mor døde af en overdosis heroin, og jeg har fortalt mine børn, at deres farmor døde, fordi hun tog noget farlig medicin. Og jeg fortalte dem, at jeg var kommet til at tage den samme medicin. Det skræmmer dem, og de blev bange for at miste mig. Det ramte mig rigtig, rigtig hårdt. Jeg tog også ned på deres skole for at fortælle, hvad jeg havde gjort. Det var hårdt,« siger Dennis Ceylan.

Har lært af sin bommert

Samtidig er Dennis Ceylan også glad for, at han blev testet positiv for kokain. Det er han, fordi det ifølge ham selv, stoppede ham i at udvikle et misbrug af stoffet, så han allerede nu er tilbage på rette spor igen.

Derfor føler den aarhusianske bokser, at han er kommet styrket ud af de seneste måneders personlige nedtur, hvor han bl.a. har fået øjnene op for nogle af de vigtige ting i livet.

Pressemøde forud for boksekampen mellem Dennis Ceylan og Isaac Lowe. Dennis Ceylan træner forud for kampen i Aarhus.

»Mit forhold til min træner, Frank Holm, er blevet stærkere siden det her. Vi sætter lidt mere pris på hinanden og kan være åbne over for hinanden igen. Jeg skjulte for ham, at jeg havde taget kokain. Det gav mig ekstremt dårlig samvittighed. Da jeg blev testet for det, var jeg usikker på, om det blev opdaget. Gik den, eller gik den ikke? Så de uger, indtil svaret på prøverne kom, var forfærdelige. Så det har heldigvis tvunget mig til at se de mennesker, jeg holder af, i øjnene,« siger Dennis Ceylan.

Den næste halvanden måned skal Dennis Ceylan træne sig op til sit livs vigtigste kamp.

Josh Warrington har imponerende 25 sejre ud af 25 kampe i sin karriere og har hjemmebanefordelen den 21. oktober i Leeds på First Direct Arena, som har plads til 13.500 tilskuere.

De knastørre fakta skræmmer dog ikke Dennis Ceylan.

»Det gør mig kun stærkere, det er jeg sikker på. Det bliver super fedt at bokse foran 13.000 buhende fans. Det motiverer mig rigtig meget, og jeg har så meget at bevise. Samtidig ser jeg ikke Josh Warrington som en uoverkommelig modstander. Der er ikke noget at være bange for,« fastslår den selvsikre Dennis Ceylan.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.