Eftersættelse i Aarhus midtby resulterede i seks sigtelser til 37-årig bilist

Bilisten kørte bl.a. flere gange over for rødt lys, før han forulykkede i et stengærde.

En 37-årig mand blev natten til tirsdag sigtet for seks forhold, efter han forsøgte at køre væk fra en politipatrulje.

Patruljen ville omkring klokken 04.00 standse mandens køretøj, der befandt sig på Langelandsgade i Aarhus.

Det var bilisten imidlertid ikke indstillet på, og han kørte derfor fra stedet med politiet efter sig.

I løbet af eftersættelsen passerede bilisten og politipatruljen Vesterbro Torv, Langelandsgade, Hjortensgade og Skt. Markus Kirkeplads.

Undervejs kørte bilisten flere gange over for rødt lys, ligesom han kørte på en cykelsti samt fortorv, før han forulykkede i et stengærde ved Skt. Markus Kirke.

Den 37-årige mand forsøgte derefter at flygte fra stedet og løb bl.a. en politibetjent, der forsøgte at standse ham, ned.

Det lykkedes til sidst patruljen at anholde manden, som betjentene skønnede til at være spirituspåvirket.

Den 37-årige blev sigtet for for spirituskørsel samt for kørsel i frakendelsestiden, for at køre over for rødt lys, for at køre imod kørselsretningen, for at køre på cykelsti og fortov og for at modsætte sig anholdelse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen