Jo blot til lyst: Frivillige arbejder mere end 9 til 5

Wilhelmborgs Festspil har 200 frivillige, der gerne ofrer fritid og et brækket ben for Dolly Parton-forestilling.

Artiklens øverste billede
Kirstine Pedersen (i midten) rejser sig gerne fra kørestolen i kampen for at blive færdig til premieredagen. Foto: Tanja Carstens Lund

For enden af et interimistisk amfiteater lavet af brune træplader suser flere mennesker rundt på en scene, mens de borer, banker og sliber.

Hver sommer har jeg det ligesom en gammel cirkushest, der bare venter på at komme i gang igen.

Kirstine Pedersen, frivillig scenograf

»Hvad fanden? Har du taget de sidste skruer?« råber en mand i ternet skjorte til en anden herre, der pudser på en lys træplade, og som trækker på skulderne i et ordløst svar.

Mellem de arbejdende mænd på scenen sidder en kvinde i kørestol iført solbriller, mens hun nøje overvåger mændenes indsats på scenen, som ligner mere byggeplads end teater.

»Du skal lige tage skruetrækkeren med,« beordrer hun en ældre herre fra sit trygge kørestolssæde.

For det er nemlig ingen leg at sætte scenen op til det, der er et af Aarhus mest traditionsrige friluftsspil.

Jo blot til lyst

Wilhelmsborgs Festspil har eksisteret siden 1991. Dengang blev det udtænkt af tre aarhusianske ildsjæle, som mente, at Aarhus manglede sit helt eget friluftsspil.

Lystspillet har derefter været en tilbagevendende begivenhed lige siden.

Lysten i lystspillet er blevet understreget ved hver eneste opførsel, da de snart 200 mennesker, der arbejder på stykket, alle er frivillige.

Sådan er det også på denne solbeskinnede junidag, hvor ca. 20 frivillige knokler med at blive klar til den store premiere den 1. august, hvor Willhelmsborgs Festspil vil opføre Dolly Parton-klassikeren ”9 to 5 – The Musical”.

Frivillige venskaber

»Vi er en blanding af pensionerede håndværkere og unge mennesker, der bruger alt vores fritid på at få sat forestillingen op. Vi arbejder hårdt, men der er også tid til at dyrke fællesskabet. Herude bliver der nemlig knyttet venskaber for livet. Alle de venskaber, jeg har, er nogen, jeg har fået, mens jeg har arbejdet på festspillet,« siger kvinden i kørestolen, Kirstine Pedersen på 47 år.

Hun har tjansen som festspillets scenograf og har været frivillig på forestillingen i 20 år.

»Når man først er begyndt at være frivillig herude, så kan man ikke stoppe igen. Hver sommer har jeg det ligesom en gammel cirkushest, der bare venter på at komme i gang igen,« siger Kirstine Pedersen, der til dagligt arbejder som handicaphjælper.

Man har nemlig lyst til at ofre sig lidt for fællesskabet og forestillingen, forklarer hun. Lige i Kirstine Pedersens tilfælde bliver det endnu mere synliggjort, da hun har brækket benet på noget af scenografien, hvilket også forklarer hendes kørestol.

»Man må jo ofre sig for kunsten,« siger hun efterfulgt af et grin.

Har aldrig aflyst

Festspil-scenen er blevet opsat tæt på Wilhelmsborgs hovedbygning, der med sin 1800-tals lensgreveæstetik står i skarp kontrast til de arbejdsskurvogne, der omringer scenen. Imellem vognene går to mænd rundt iført arbejdshandsker og graver ledninger i jorden.

En af dem er førtidspensionisten Torben Trudsø på 60 år. Han har været frivillig på festspillet i 15 år, og der er stolthed at finde i hans stemme, når han taler om forestillingen.

»I de 15 år, jeg har været med, har vi aldrig nogensinde aflyst en forestilling. Også selvom regnen har stået ned fra himlen. Så har skuespillerne bare måttet møde tidligt ind om morgenen for at få tørret deres kostumer,« mindes Torben Trudsø.

De frivillige får intet for deres arbejde. Det er det sociale, der tæller. Foto: Tanja Carstens Lund

Lidt efter kommer en anden frivillig, Jørgen Hesselbjerg, kørende på en traktor med materialer til scenen, og den 70-årige pensionerede radiomekaniker har kun roser tilovers for sine medfrivillige.

»Alle vores frivillige gør en kæmpe indsats. De får ingenting for at være her udover seks billetter til forestillingen. Så det er det sociale, der trækker folk herud, og vi har det rigtig godt sammen,« siger Jørgen Hesselbjerg.

Dolly Partons hits

Når Dolly Parton-musicalen løber af stablen, bliver det den 27. gang, at festspillet afholdes på Wilhemsborgs jorder, hvor Det Nationale Hestesportscenter også har til huse.

Musicalen bliver fyldt med masser af hits fra Dolly Partons sangkatalog, mens handlingen udspiller sig i 1960’ernes mandsdominerede verden, hvor en gruppe kontoransatte kvinder gør oprør mod deres mandschauvinistiske chef.

Og netop at se den færdige forestilling på premieredagen giver stor tilfredsstillelse, fortæller Kirstine Pedersen.

»Det giver en fantastik fællesskabsfølelse at bygge en kæmpe scene op fra ingenting. Især når man står på premieredagen, hvor det hele er lykkedes endnu gang,« lyder det fra kørestolen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.