5 kvinder i aarhusiansk politik

Med Aarhus Fortæller åbner Den Gamle By for et bymuseum af hidtil uset karakter i Danmark. JP Aarhus markerer åbningen med en serie artikler om mennesker og historier i byen.

Louise Gade - Talentet

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Som 22-årig blev Louise Gade ved valget i 1993 medlem af Venstres byrådsgruppe. Hun var en af 13 kvinder, der blev valgt ind det år. Det personlige stemmetal var 508, og hun blev snart leder af Venstres byrådsgruppe.

Den unge stud.jur. og tilflytter fra Thyholm gjorde sig bemærket, og det var som advokat, at Louise Gade søgte genvalg fire år senere og opnåede 4.738 personlige stemmer.

I 2001 øjnede de borgerlige partier chancen for at vælte den socialdemokratiske borgmester Flemming Knudsen. Vælgerne var med på idéen, og Louise Gade opnåede 35.763 personlige stemmer. Da De Radikale på forhånd havde valgt ikke at pege på Flemming Knudsen, var der ved konstitueringen flertal for Louise Gade, der kunne sætte sig i borgmesterstolen som den første fra et borgerligt parti siden 1919.

For den kommunale administration var det nyt og overraskende, at det i årene 2002-2005 ikke var en socialdemokrat, der stod i spidsen for byen. For Socialdemokratiet var det et chok, så Nicolai Wammen, der sad i Folketinget, blev sendt på mission til Aarhus med den specialopgave at generobre borgmesterkontoret.

Han førte en årelang valgkamp og fik de radikale på sin side. Så dermed blev det umuligt for Louise Gade at beholde borgmesterkæden trods 42.697 stemmer. Wammen blev borgmester, og Louise Gade valgte i stedet at lede den nye Magistratsafdeling for Børn og Unge og siden efter andet arbejde.

Hun valgte ikke at genopstille i 2009 og blev ansat ved Aarhus Universitet som HR-vicedirektør. I dag er hun direktør for Via Efter- og Videreuddannelse samt medlem af flere bestyrelser.

Louise Gade, der er gift og har to børn, valgte et andet liv. Det har formentlig ikke skortet på tilbud om fornemme poster, og hun kunne sagtens have beklædt en ministerpost, hvis hun havde villet.

Eva Hemmer Hansen - Rebellen

Foto: Den Gamle By/Jens Kristian Søgaard

Eva Hemmer Hansen, 1913-1983, var journalist på Demokraten, hvor hun primært skrev om udenrigspolitik og kultur. Sideløbende dyrkede hun sit forfatterskab, og hendes romaner om Grevinde Danner udkom i store oplag.

I 1964-1982 var hun lektor ved Danmarks Journalisthøjskole.

I årene 1958-1970 var Eva Hemmer Hansen medlem af den socialdemokratiske byrådsgruppe, og her plejede hun en satanisk fornøjelse ved at hidse de lokale pampere op. Således blev der ballade, da hun afslørede, at hun ved flere folketingsvalg havde stemt på kvinder på andre partiers lister.

Det var en provokation, men den blev bedømt som helligbrøde, og ud røg hun. Andre partier kunne bruge evnerne. Hun tilsluttede sig Retsforbundet og var partiets medlem af Radiorådet i en årrække.

Eva Hemmer Hansen var også formand for Dansk Kvindesamfund i den turbulente tid, da nye generationer af rødstrømper dukkede frem.

Inger Lillelund - Moderatoren

Foto: Den Gamle By/Jens Kristian Søgaard

I fortællingen om, hvordan beslutningen om et musikhus i Aarhus blev truffet, giver Thorkild Simonsen altid det radikale medlem af byrådet Inger Lillelund en stor del af æren for, at det lykkedes. Det var hende, der fik borgmester Orla Hyllested med på toget, inden det kørte.

Inger Lillelund, 1923-2013, var et betydeligt medlem af byrådet i de år, hun sad der fra 1970 til 1982.

I byrådet havde hun som den første kvinde beklædt posten som formand for teknisk udvalg. Det vakte nogen opsigt, når formanden mødte op, men ikke ret længe, for borgerne opdagede hurtigt, at hun var velforberedt og inde i sit stof.

Hun stammede fra en gård mellem Holstebro og Skive, blev uddannet lærer og var i hele sin gerning tilknyttet Aarhus Skolevæsen, hvor hun arbejdede først på Ingerslev Boulevards Skole, så Sct. Annagades Skole og sidst Hasle Skole.

Inger Lillelund var også fagligt aktiv i lærerkredse, og hun medvirkede ved en sammenlægning af byens to kønsopdelte lærerforeninger til én.

Dagmar Petersen - Den første Dagmar

Dagmar Petersen, 1868-1951, blev sammen med Mathilde Krarup valgt til byrådet i Aarhus i 1909. Da Mathilde Krarup ikke ville være med, blev Dagmar Petersen det første kvindelige medlem.

Hun var vokset op i København og havde i hjemmet mødt de berømte socialdemokratiske pionerer med Pio i spidsen. I 1887 blev hun gift med journalist Christian Petersen, der var ansat ved Demokraten, og hun flyttede til Aarhus. Fire år senere emigrerede parret til USA, hvor hendes to børn blev født. Ægteskabet blev opløst, og Dagmar Petersen vendte tilbage til Danmark med børnene.

Hun opholdt sig nogle år i København, men efterlod på et tidspunkt børnene hos sine forældre og rejste igen til Aarhus, hvor hun fik plads på Demokraten som korrekturlæser.

Dagmar Petersen kom med i kvindebevægelsen og blev opstillet, da kvinder første gang havde muligheden. Hun opnåede også valg, men fire år senere lykkedes det ikke at gentage bedriften. Siden vendte hun tilbage til København og erhvervede en lotterikollektion, som hun levede af.

Johanne Berg - Veteranen

Foto: Den Gamle By

Johanne Berg, 1883-1963, var virkelig med til at nedbryde grænser. Hun var født i Aalborg, og efter sin handelsskoleeksamen kom hun som første kvinde til toldvæsenet. Da hun hun i 1914 rejste til Aarhus, blev hun Danmarks første kvindelige politibetjent.

Johanne Berg var også tidligt aktiv i kommunalpolitik og blev medlem af Aarhus Byråd i 1925 for Socialdemokratiet. Her sad hun til 1946 og nåede at bestride ikke færre end 35 udvalgsposter. Johanne Berg var i mange år et fremtrædende medlem af den socialdemokratiske byrådsgruppe.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.