Opera er også en sang for de unge

Den Jyske Opera arbejder sammen med Århus Akademi om at introducere unge mennesker til opera.

Artiklens øverste billede
Eleverne fra Aarhus Efterskole i Højbjerg arbejder med dramatikken og kropssproget bag en opera som en del af en workshop med hf-elever fra Århus Akademi. belønningen er, at de kommer ind og ser operaen ”Intet”, der har premiere i musikhuset lørdag. Foto: Tanja Carstens Lund

Et flygel lige inden for hoveddøren vidner om, at det er en efterskole, der lægger vægt på musik.

Det gør Aarhus Efterskole i Højbjerg. Lige nu er 60 elever f.eks. på tur med musik, dans og teater.

En snes andre er sammen med to af deres musiklærere samlet i en af skolens sale med endnu et flygel og en scene for sammen med Århus Akademi og Den Jyske Opera at sætte sig ind i, hvad opera egentlig er for en størrelse.

Er det bare noget med høje tonelejer eller en stor kvinde, der synger meget højt, som efterskoleeleverne afslører som nogle af deres fordomme om denne kunstart.

Det er operaen ”Intet”, der er genstand for opmærksomheden. Men det handler nu ikke bare om den, men også om, at fire hf-elever fra Århus Akademi som et led i deres uddannelse sammen med en operasanger og en pianist skal holde en operawork-shop for 9.-klasseeleverne på efterskolen og samtidig udvikle sig til at være operaambassadører med speciale i at sprede viden og glæde om opera.

Hele forløbet ender med, at alle eleverne skal ind at se ”Intet”.

Brobyggere

»Vi skal være med til at bygge bro mellem operagenren og den unge generation, som et led i undervisningen i kulturformidling,« fortæller Camilla Stagsted Pade, dramalærer på Århus Akademi.

»Erfaringen er, at når det er unge mennesker, der fortæller andre unge mennesker om noget, så kan de spejle sig i hinanden, og så når budskabet bedre igennem.«

”Intet” tager udgangspunkt i den danske forfatter Janne Tellers prisbelønnede ungdomsroman fra 2000 om drengen Pierre, der går i 7.klasse og pludselig en dag ikke længere kan se meningen med at gøre, sige, tænke eller vide noget.

»Intet betyder noget, derfor vil jeg gøre ingenting,« hævder han og sætter sig op i et blommetræ.

Det får klassekammeraterne til at forsøge at få ham ned fra træet, og herfra udvikler handlingen sig dramatisk. Bogen er trykt i et utal af oplag, er udgivet i 26 lande og er fast pensum i folkeskolens ældste klasser.

På scenen har efterskoleeleverne fået stukket en sætning i hånden og skal agere, hvad der står. Derefter skal de andre gætte, hvilke ord de forsøger at fortælle med kroppen.

»Man kan se, at det ikke er helt fremmed for dem at bruge kroppen,« hvisker Camilla Stagsted Pade, mens eleverne mere eller mindre seriøst gætter på, hvad en, der gemmer sit ansigt i hænderne, mon kan illudere.

Øjnene spærres op

Indimellem tager pianisten Christian Flarup og sanger Kristine Mågård over.

Han spiller, og hun synger, så eleverne spærrer øjnene op. Det er langtfra den rytmiske og computergenererede musik, de arbejder med til daglig.

Kristine Mågård fortæller om, hvor mange år hun har sunget, at hun stadig er under uddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium, og at det at blive operasanger er en uddannelse, der kan tage helt op til 12 år.

Det hele har taget en time, men missionen er fuldført: Eleverne erklærer, at de faktisk glæder sig til at komme ind at se deres første opera.

Ung udvikling

Det med at uddanne operaambassadører og i det hele taget selv komme ud at fortælle om den særlige kunst er noget, som Den Jyske Opera arbejder meget med, fortæller Lene Juul Langballe, der er producent for formidling på operaen.

»Det går langsomt, men der er helt klar en udvikling i retning af flere yngre publikummer. Samtidig mærker vi en stor interesse fra ikke bare folkeskoler, efterskoler og gymnasier, men også teaterforeninger i hele landet for, at vi kommer ud og fortæller om den opera, som man kan komme ind at se,« siger hun og nævner som eksempel, at 40 pct. af billetterne til ”Intet” er solgt til unge mennesker.

Derfor er Lene Juul Langballe også så glad for de fire elever fra Århus Akademi, der står på scenen og med ærligt sind fortæller efterskoleeleverne, at de kan glæde sig til at komme ind at se opera.

»En af dem sagde til mig, at operaen jo har brug for dem. Det sagde han efter at have fundet ud af, at vi, der arbejder med opera, er helt almindelig mennesker.«

Publikum, der skal ind at se ”Intet”, kan selv opleve eleverne fra Århus Akademi arbejder med at formidle opera på deres måde. I foyeren i musikhuset vil de før forestillingerne lave flere aktiviteter, hvor de på deres egen måde fortæller om opera i det hele taget og ”Intet” især.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.