”Det store arbejdspres betyder, at der sker fejl i behandlingen af patienter”

Arbejdstilsynet er langt fra tilfreds med arbejdsmiljøet på mave-tarm-afdeling P260 på Aarhus Universitetshospital. Stor arbejdsmængde, tidspres og medarbejdernes konstatering af, at der sker fejlbehandlinger, bekymrer myndigheden.

Artiklens øverste billede
Ifølge Dansk Sygeplejeråd vil en del af løsningen på arbejdsmiljøproblemerne på P260 på Aarhus Universitetshospital være øget personalepleje. Arkivfoto: John Kristensen

Arbejdsmiljøet på en af de store afdelinger på Aarhus Universitetshospital (AUH) er så presset, at hverdagen for de ansatte ikke er sundhedsmæssig fuldt forsvarlig.

Det vurderer Arbejdstilsynet, der i oktober i år var på besøg på Kirurgisk Afdeling P260 på AUH, hvor man bl.a. behandler patienter med kræftsygdomme i mave-tarm-området. I det efterfølgende påbud til hospitalsledelsen konstaterer Arbejdstilsynet henover det 12 sider lange påbud bl.a., at den sundhedsmæssige risiko ved stor arbejdsmængde og tidspres ikke er forebygget tilstrækkeligt.

Afdelingen har gennem flere år haft problemer med arbejdsmiljøet. I slutningen af 2014 besøgte JP Aarhus afdelingen. Dengang var problemet for få medarbejdere til for mange især kræftpatienter, hvilket betød konstant overbelægning på afdelingen. Ifølge Arbejdstilsynets nye påbud, som er afgivet i november i år, mangler der ni medarbejdere på afdelingen. Arbejdstilsynet skriver, at personalesituationen betyder, at vagtplanen ikke hænger sammen, og at ledelsen har prioriteret at dække vagterne med vikarer.

»Medarbejdere oplyser, at der er et markant arbejdspres på P260, og at det særligt gælder aften-, natte- og weekendvagter. Ifølge medarbejdere har det høje arbejdspres stået på gennem de seneste to-tre måneder. Medarbejdere oplyser, at der i nogle vagter i P260 er så travlt, at vigtige observationer går tabt i travlheden. Medarbejdere oplyser, at det store arbejdspres betyder, at der sker fejl i behandlingen af patienter,« skriver Arbejdstilsynet bl.a.

Kaotiske arbejdsgange

Arbejdstilsynet skriver i påbuddet også, at arbejdsgangene under et besøg fremstod kaotiske og uplanlagte. Afdelingen har også fået et andet påbud fra Arbejdstilsynet, som handler om de følelsesmæssige krav til arbejdet. De krav er ifølge Arbejdstilsynet så høje, at hospitalets nuværende forebyggelse af de følelsesmæssige krav i arbejdet p.t. er utilstrækkelig.

»Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter er ikke i tilstrækkelig grad klædt på til at forebygge, håndtere og bearbejde følelsesmæssige krav i arbejdet, herunder hvordan særligt vanskelige patienter eller pårørende skal håndteres,« skriver Arbejdstilsynet i det andet påbud.

Sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd, kalder situationen på P260 alvorlig.

Ondt i maven

»Plejepersonalet går frustrerede hjem fra arbejde med følelsen af, at man ikke kan gøre sit arbejde godt nok. De er kede af det og har ondt i maven. Udfordringen er især, at mange erfarne kollegaer har søgt væk fra afdelingen, hvorfor kompetenceniveauet drastisk er faldet. Selvom der i P260 forsat er dygtige sygeplejersker, kan vi ikke tage ansvarsfølelsen fra dem, og i samspil med travlhed bliver den enkelte sygeplejerske meget presset i forhold til de krav, de skal leve op til,« siger sygeplejerskernes tillidsrepræsentant, Anne Nannerup, afsnit 260.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd vil en del af løsningen på afdelingens arbejdsmiljøproblemer være øget personalepleje.

»Et fremadrettet fokuspunkt kunne være at værne om de ressourcer og kompetencer, der er tilbage i afdelingen, og sikre fastholdelse og god personalepleje. I en presset hverdag vil det være at foretrække, at der er gode vilkår for ledelse, tid til refleksion, kompetenceudvikling, og plejepersonalet anerkendes for det enormt store stykke arbejde, de lægger i et højt specialiseret afsnit hver eneste dag,« konstaterer Anne Nannerup.

Ikke i mål med indsats

Hospitalsdirektør på AUH Gert Sørensen erkender, at der er for mange vikarer og for mange nyuddannede sygeplejersker på afdelingen.

»Vi må erkende, at vi ikke er helt i mål med indsatsen. Vi har sat en proces i gang for at finde løsninger på disse problemer sammen med medarbejderne,« siger Gert Sørensen.

Formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), beklager situationen:

»Der er en stresset virkelighed mange steder. Det er bekymrende, og vi tager arbejdsmiljø meget alvorligt. Derfor er det på tide, at vi i hospitalsudvalget får samlet op på de nye påbud i det nye år.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.