Aarhusiansk musik er blevet en milliardforretning
2.500 musikere, 1.100 ansatte og en omsætning på 1,8 mia. kr., viser en ny Aarhus-undersøgelse. Et vigtigt signal om, at musik er mere end underholdning, siger branchefolk.
Musik er kunst og kultur.
Men musik er også business og arbejdspladser.
Og musikindustrien i Aarhus har efterhånden udviklet sig som en branche, der omsætter for 1,8 mia. kr. årligt, hvis man tæller pengene hos spillesteder, festivaler, musikforretninger, bands, orkestre, bookere og resten af branchens aktører.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Promus, der er center for den rytmiske musik i Aarhus. Undersøgelsen viser også, at byen har op mod 2.500 professionelle musikere og 1.100 andre, som har fuldtidsjob i musikvirksomheder i Aarhus.
»Det er et stærkt signal til omverdenen og kommunen om, at musikken i Aarhus ikke blot er underholdning, men også en stor branche med mange arbejdspladser, som skal indtænkes i en erhvervsmæssig sammenhæng. Der er basis for at etablere mange nye virksomheder i musikbranchen, og vi er f.eks. på vej med en ny iværksætterordning, hvor nye virksomheder kan få kontorplads, økonomisk støtte og hjælp til at komme i gang,« siger Jesper Mardahl, leder af Promus og organisationen Music City Aarhus.
Undersøgelsen præsenteres i næste uge på et Promus-seminar med besøg af en særlig ”natborgmester” i Amsterdam.
»Vigtig undersøgelse«
Carsten V. Nielsen er direktør for Train, som er en af byens musikvirksomheder.
»Undersøgelsen er vigtig, for den dokumenterer den positive tendens, som live-musikken gennemgår i øjeblikket med øget tilstrømning. Rapporten viser, at musikken skal tages alvorligt som en branche med stor omsætning, og den viser, at musikken kan meget mere end blot at underholde nogle mennesker en fredag aften,« siger han.
Musikalsk er der også særdeles meget talent i blomst i byens øvelokaler og på scenerne. Liss, Yung, Lowly, Velvet Volume og The White Dominos lyder en håndfuld af de nyere navne.
»Musikmiljøet i Aarhus har i øjeblikket en vitalitet, som jeg ikke mindes at have set i de seneste 10 år. Det sprudler, og det er langt mere fragmenteret end tidligere, og tendensen er, at folk selv går i gang i stedet for at brokke sig eller vente på penge fra kommunen. Samtidig er Aarhus både så stor, at ting kan ske, og så lille, at det er nemt at skabe nye samarbejder over en kop kaffe,« siger John Fogde, der bl.a. booker musik til Northside.