Rundt om Aarhus fra Dokk1
Nordic Seaplanes bruger sommerpausen til at tilbyde rundflyvninger.
Nordic Seaplanes vandflyver holder ikke sommerferie, selv om erhvervskunderne gør det.
Sommerpausen bliver nu i stedet brugt til at tilbyde aarhusianere og turister en rundflyvning over Aarhus.
»Nu får alle muligheden for at flyve med en vandflyver, uden at de skal til at købe en dobbeltbillet. Vi håber, at der er interesse for det,« siger direktør Lasse Rungholm.
Normalt har vandflyveren base på det yderste af Østhavnen, men rundflyvningerne får udgangspunkt fra Dokk1-molen.
»Havnen og kommunen har også været behjælpelige, for de kunne godt se problemet i at udbyde rundflyvninger fra Østhavnen, for der er langt derud. Vi flytter en backup-flydebro derind her i weekenden,« fortæller Lasse Rungholm.
Prisen bliver 975 kr., og samme mulighed vil blive tilbudt i København fra vandflyverens anløbsbro ud for Langelinjepavillonen. Turene varer ca. 30 minutter, hvoraf omkring 15-20 minutter er i luften.
Opbygning af kundekreds
Samtidig fortsætter vandflyveren med tre daglige retur-flyvninger mellem Aarhus og København.
»Vi flyver ud af Aarhus til København kl. 8.00 og retur. Derefter flyver vi tre rundflyvninger fra Dook1, og så flyver vi til København og flyver tre rundflyvninger der, inden vi flyver hjem igen. Hvis der er passagerer til det, flyver vi en tur mere om aftenen,« fortæller Lasse Rungholm.
Nordic Seaplanes fik Trafik- og Byggestyrelsens tilladelse til at flyve mellem Aarhus og København i slutningen af maj, og siden har selskabet arbejdet på at opbygge en kundekreds.
»Der har været svage dage, hvor vi har fløjet 20-25 passagerer, til dage, hvor vi har fløjet 70. Men vi er bestemt fortrøstningsfulde. Vi har fået gode tilbagemeldinger og forbløffende få støjklager,« siger Lasse Rungholm.
»Vi har også solgt en masse firmaaftaler, hvor man får 22 billetter, men betaler for 20.«
Sommerprogrammet slutter igen den 5. august.