Sosu-uddannelser i Aarhus og Silkeborg samles under Sosu Østjylland
Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg og Sosu Aarhus' bestyrelser har godkendt den endelig fusionsansøgning, som Undervisningsministeriet nu skal tage stilling til.
Sosu Østjylland er snart en realitet. Bestyrelserne på social- og sundhedsskolerne i Silkeborg og Aarhus godkendte d. 27. juni en fusionsansøgning til Undervisningsministeriet. Den nye samlede skole fortsætter under Sosu Østjylland.
Det skriver Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg og Sosu Aarhus i en pressemeddelelse.
Den nye skole får samlet set ca. 200 ansatte og 1.400 årselever og komme til at uddanne social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og pædagogiske assistenter til et stort geografisk område i Region Midtjylland.
Fusioneringen sker for at stå stærkere i forhold til at imødekomme målsætningerne for uddannelserne for i fællesskab at skabe et fagligt, økonomisk og organisatorisk fundament for fremtiden - i tæt samarbejde med kommunerne og Region Midt.
Sosu Østjylland har en ambitiøs målsætning om at skabe attraktive tilbud til eleverne, koordineret udbud af efter– og videreuddannelsesaktiviteter, robust økonomi, stærke fagmiljøer, pædagogisk udvikling, gennemslagskraft og innovation.
»Vi forventer, at en stor skole med stærke faglige miljøer vil være et attraktivt tilbud til mange unge,« udtaler næstformand Arne Rolighed og fortsætter:
»En større skole giver ligeledes bedre mulighed for at understøtte det faglige miljø med forskning og udvikling.«
Niels Brun Madsen er ansat som øverste direktør, med særligt ansvar for drift og økonomi. Bente Strager er ansat som direktør med særligt ansvar over for uddannelserne, forskning og udvikling.
Endelig godkendelse fra Undervisningsministeriet forventes ultimo september.