Skuffelse over ministerudmelding
Statsstøtteregler for ny lufthavn skal afklares med EU, kræver transportministeren. Borgmester håber på hurtig afklaring, men EU-Kommissionen har to måneder til at behandle den slags sager.
Nejsigerne havde håbet på et endegyldigt nej.
Jasigerne havde håbet på et ja til en ny lufthavn.
Men ingen af parterne fik, hvad de ønskede.
For det blev et måske, da borgmester Jacob Bundsgaard (S) tirsdag morgen – efter halvandet års langt tilløb – var til lufthavnsafklaringsmøde hos transportminister Hans Chr. Schmidt. Ministerens besked til Aarhus Kommune er, at EU-reglerne først skal undersøges, inden han vil tage stilling til sagen.
»Transportministeren skal sammen med Folketinget til sidst enten sige ja eller nej til en ny lufthavn. Her har jeg givet det gode råd, at når både etablering og drift bygger på statsstøtte, er det en god idé at spørge kommissionen, om den vil acceptere det,« siger Hans Chr. Schmidt.
Og det var ikke den melding, Jacob Bundsgaard havde set frem til:
»Vi havde håbet, at man kunne have truffet en afgørelse og skabt klarhed, men det er ministeriet, der har kompetencen til at tage beslutningen, og derfor må vi imødekomme ønsket om at tage en runde med kommissionen, inden der træffes en beslutning,« siger borgmesteren.
På nejsiden er der også skuffelse over ministerens måske:
»Vi havde jo håbet på, at ministeren havde taget voksenkasketten på og sagt: ”Så, nu stopper legen.” Den lufthavn er jo stendød, når man kigger på økonomien i det. Det er de sidste krampetrækninger og det politiske maskespil, vi er vidne til nu,« siger John Hedegaard, beboer i Thomasminde og talsmand for foreningen ”Nej til ny lufthavn i Aarhus Nord”.
Med fortsat uafklaring er der øget tidspres på borgmester Jacob Bundsgaard, der har lovet afklaring inden sommerferien. Borgmesteren håber på EU-Kommissionens velvilje, så sagen kan afklares »inden sommer«, som han siger.
I EU er den slags sager en del af konkurrencekommissær Margrethe Vestagers område, og kommissærens presserådgiver, Christina Holm Eiberg, oplyser, at kommissæren ikke kan udtale sig om sagen vedr. en ny lufthavn, da den endnu ikke er sendt til EU-Kommissionen.
Hun oplyser, at Aarhus Kommune efter en dialog med kommissionen om de relevante dokumenter skal lave en såkaldt notifikation, hvorefter sagen er oprettet i EU-systemet til vurdering. Derefter har EU-Kommissionen to måneder til at træffe en afgørelse i sagen.