Tømmerhandel rykker ind i Metro-byggeri
Metros forladte lokaler på Sletvej i Tranbjerg har fået nye ejere, som allerede er gået i gang med at renovere stedet.
Det er Davidsens Tømmerhandel, som er rykket ind.
Til en begyndelse bliver der salgskontor fra august og engroshandel – altså salg til håndværkere – fra foråret, hvis planen holder.
Målet er dog at lave et egentligt byggemarked til både private og professionelle.
»Vi har en plan A, B og C. Enten kommer vi aldrig til at måtte sælge til private, og så forbliver det en engroshandel. Eller også får vi relativt hurtigt lov at åbne for både det ene og det andet. Eller også skal der en lokalplansændring til, som kan tage op til et par år. Vi er klar til at gå hele vejen,« siger administrerende direktør for Davidsens Tømmerhandel, Mogens Pedersen.
God placering
Hvor hurtigt, det hele går, og hvad udfaldet ender med at blive, afhænger altså af forhandlinger med Aarhus Kommune. Det første indledende møde finder sted her i juni.
Under alle omstændigheder er den administrerende direktør sikker på, at placeringen af den nye Davidsens Tømmerhandel er super god – både til engroshandel og til detailhandel:
»Det er ikke så tit, at man finder en 17.000 kvadratmeter stor bygning med 38.000 kvadratmeter grund på så god en beliggenhed. Det er tæt på motorvejen og byen, og vi kan trække kunder fra både Aarhus, Odder og Skanderborg. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan få et godt byggemarked på den her placering.«
Davidsens Tømmerhandel, med hovedsæde i Vojens, har i samme ombæring købt Metros lokaler i Aalborg, og dermed dækker kæden hele Danmark med i alt 14 afdelinger i Jylland, Odense og Nordsjælland.
Vil skærpe konkurrencen
Det har været målet at skærpe konkurrencen om både de professionelle og private kunder.
»Folk kan forvente, at vi er aggressive på priserne – det er forretningen kendt for. Desuden er butikken kendt for at have lave priser på varer som havemøbler og grill. Endelig gør vi også meget i isenkram og møbler samt dyrefoder. På den måde er vi et lidt anderledes byggemarked, og det er det, vi går efter at være. Vi skal ikke være en dårlig kopi af alle de andre,« siger Mogens Pedersen, som fortæller, at forretningen forventer at nå op på cirka 30-40 ansatte inden for et år.
Mange ansøgninger
Rigtig mange har allerede sendt ansøgninger, så det er ikke sikkert, at der bliver slået stillinger op.
Netop kvalificeret arbejdskraft er en anden årsag til, at Davidsens rykker ind i Aarhus – derfor er det også planen at rykke en del af centraladministrationen til byen, forklarer Mogens Pedersen:
»Flere af vores folk bor allerede i Aarhus, og kigger vi nogle år frem, så får vi brug for flere specialister. Det er altså nemmere at rekruttere i en by som Aarhus.«